Alt hvad der kan rulle skal i gang på lørdag

4500 koncertgæster fragtes med busser fra Brønderslev og Aalborg. Det kræver planlægning

Trafikforhold 2. september 2002 08:00

TYLSTRUP: Reserverne er indkaldt, når Tylstrup Busser skal stå for transporten af en del af de 35.000 gæster til vindmøllekoncerten Aero i Gl. Vrå Enge på lørdag. - Opgaven er stor, men vi er meget gode til store opgaver, siger Anders Kristensen fra busselskabet, der skal have mellem 90 og 100 busser ud at rulle i forbindelse med koncerten. Muskelsvindfonden, som Tylstrup Busser kender som samarbejdspartner i forbindelse med de grønne koncerter, har bestilt 68 busser til at køre i pendulfart til koncerpladsen fra banegården i Brønderslev og rutebilstationen i Aalborg. Men Tylstrup Busser skal også have 20-25 bestilte turistbusser i sving med at transportere koncertgæster til Tylstrup fra forskellige steder rundt om i landet. Så mange busser har fimaet ikke selv. - Vi har selv 85 busser. Resten må vi låne af flinke kolleger i branchen, siger Anders Kristensen. Men det går også. Og 80 chauffører er parate til at give den en ekstra skalle og få det hele til at køre efter en snor, indtil den sidste koncertgæst er fragtet væk fra pladsen ved Skovmarkvej i Gl. Vrå Enge. Og det kan altså godt tage nogle timer efter afslutningen af koncerten ved 23-tiden. - Hvis vi regner med, at der kan ledes en personbil ud fra p-pladsen hvert 5. sekund, vil afviklingen af de 7000 forventede privatbiler tage fire timer. Vi regner med at afvikle bustransporten på halvanden time, siger Anders Kristensen. Han bygger bl.a. på erfaringerne fra virksomhedstræffet Europartenariatet i Gigantium i år 2000, firmaets hidtil største opgave, hvor det lykkedes at fragte 3500 gæster væk fra Gigantium i løbet af fem kvarter. På lørdag skal busserne fragte 4500 passagerer, skønner Anders Kristensen. - Vi er vant til store opgaver, og vi ryster ikke på hænderne. Men nogen tid er der da brugt på planlægningen af pendulbusfarten. Bare på række fylder busserne mere end en kilometer, og der er ikke meget plads på den smalle grusvej ud til koncerten. - Det er også en spændende opgave, og hele koncerten og arrangementet er en god ting for Nordjylland, mener han. Personbilerne skal parkeres på to parkeringspladser på hver sin side af koncertpladsen, 3500 på hver. Og mens personbilerne skal ledes ud til motorvejen, når turen går hjem, kører busserne bagom over mosen til stationen i Brønderslev. - I stedet for at alle skulle af i Aalborg fortsætter DSB til Brønderslev med de ekstra tog og vogne, der indsættes i forbindelse med koncerten. det gør det lidt nemmere, fordi vi så ikke behøver vende busserne på Skovmarkvej. Midt mellem de to parkeringspladser til personbiler skal der være holdeplads til 100 busser - for der kommer også andre end pendulbusserne til Gl. Vrå Enge. Mange større grupper har bestilt turistkørsel i forbindelse med koncerten. Anders Kristensen er især glad for, at busserne ikke behøver at vende, fordi der stadig er meget blødt i engene omkring koncerten. Der er tale om meget lavtliggende jord, og efter den våde sommer er der mange steder blank vand på markerne omkring vindmøllerne. Derfor parkeres trailerne med udstyr på busselskabets garangeanlæg i Tylstrup, og der, hvor den 30 meter lange scene skal være på marken ved Skovmarkvej, graves jorden af, og der fyldes op med stabilgrus. - Det er utroligt med alt det arbejde. Det havde godt nok været nemmere at finde et tørt sted, konstaterer Anders Kristensen. Han er ikke nervøs for, at busserne skal køre fast - ruterne er lagt over fast grund, og ellers er der lagt køreplader ud. Men personbilerne kan måske godt komme i problemer, og ingen tør gætte på, hvornår den sidste gæst kan forlade koncertpladsen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...