EMNER

Alt kan bruges i valgkamp

Her et par måneder før, at de danske vælgere måske skal til næste folketingsvalg - hvis en blanding af rygter, gisninger og gæt ellers taler sandt - står der efterhånden stemplet "valgkamp" hen over det meste af, hvad politikerne på Christiansborg foretager sig. I forvejen har kritikken af snart sagt alt, hvad VK-regeringen har foretaget sig - eller ikke har foretaget sig - været hård. Men tonen er blevet skarpere, og alt kan bruges. Også den ulyksalige militære aktion i Irak, som efter sigende har kostet mindst 100.000 livet. Senest har SF bedt regeringen tilkendegive, at Danmark er medansvarlig, når koalitionspartnerne i Irak begår brud på Genève-konventionerne. Den aktuelle anledning er likvideringen af en såret iraker i en moské i Falluja. Men ifølge statsminister Anders Fogh Rasmussen er Danmark netop ikke medanvarlig for, hvad andre partnere måtte foretage sig i Irak. Det mindste, han og regeringen imidlertid kunne gøre, var imidlertid at protestere over for USA over bruddet på konventionerne. At indlade sig på en aktion med det formål at hjælpe verden af med en diktator - endda en aktion, som er indledt på mindst ét fejlagtigt grundlag, nemlig de ikke-eksisterende masseødelæggelsesvåben - er jo ikke det samme som at gå med til stiltiende at overtræde alle regler hele vejen. De næste uger og måske måneder vil vise, i hvor høj grad Irak-aktionen kommer til at præge den valgkamp, som endnu ikke er blæst i gang officielt. Men måske vil den sidste tid frem til den dato, da Anders Fogh Rasmussen får udskrevet valget, fortsat vil blive brugt af Socialdemokraterne til afkræve en mere præcis dato for, hvornår aktionen ventes at være til ende, og hvornår de danske styrker kan vende hjem. Ud fra en idé om, at vi bør være ude af landet snarest muligt efter det første demokratiske valg i januar. Imidlertid bør partiformand Mogens Lykketoft nok være forsigtig med at spille "Irak-kortet", for efter sigende skal der ikke mange udtalelser fra andre fremtrædende medlemmer til for at vise, at partiet står dybt splittet, når det gælder støtten til de danske styrkers tilstedeværelse i Irak.