Alt overskud til børnene

Pandrup Kino har doneret gavekort for 5000 kroner til Giv en Julegave

Bestyrelsesformand for Pandrup Kino, Leif Søborg Madsen (th.), betroede julemanden, at han ønsker sig en Tesla til jul. Så måske holder den pludselig i indkørslen julenat. Foto: Lars Pauli <i>Lars Pauli</i>

Bestyrelsesformand for Pandrup Kino, Leif Søborg Madsen (th.), betroede julemanden, at han ønsker sig en Tesla til jul. Så måske holder den pludselig i indkørslen julenat. Foto: Lars Pauli Lars Pauli

PANDRUP:Den frivilligt drevne biograf, Pandrup Kino, har i år valgt at donere overskuddet fra visning af filmen ”Saving Santa” til foreningen Giv en Julegave. Filmen blev vist lørdag 21. og søndag 22. november.

Det blev en stor succes med besøg af julemanden og mange børn. Aysel Jørgensen kiggede også forbi og uddelte klistermærke-hjerter - foreningens nye logo.

- Børnene var ellevilde og ville vide om julemandens skæg var ægte. Det var en stor fornøjelse, siger bestyrelsesformand Leif Søborg Madsen.

Han oplyser, at der var 100 børn inde for at se filmen, og der var også godt gang i kiosksalget, så samlet set blev det til 50 gavekort á 100 kroner, som er blevet overgivet til Giv en Julegave.

- Når man nærmer sig jul, kommer der mange følelser i spil. Jeg kommer selv fra et fattigt hjem, hvor der ikke var for meget at gøre godt med. De fleste i dag mangler ingenting, mens nogle få sidder med røven i vandskorpen. Vi vil gerne hjælpe til, for Aysel gør et fantastisk stykke arbejde, siger Leif Søborg Madsen.

Han oplyser, at Pandrup Kino tidligere har doneret midler til Kræftens Bekæmpelse og Knæk Cancer. Men fremover er bestyrelsen enige om, at den vil støtte lokale projekter.

- Vi vil helt sikkert gentage arrangementet næste år. Folk har virkelig bakket op omkring det, siger Leif Søborg Madsen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden