EMNER

Alt skal forblive som det er

VELFÆRD Ganske som man kunne forvente, blev udspillet fra Kommunernes Landsforening (KL) med 10 konkrete punkter til en fremtidig sikring af velfærden mødt med lutter nedadvendte tommelfingre. Velfærdsservice efter behov og ikke automatisk efter alder eller familiesammensætning - det var for stærk kost for såvel regering som de store oppositionspartier. KL tillod sig noget i dansk sammenhæng så blasfemisk som spørgsmål a la hvorfor lægebesøg og høreapparater er på det offentliges regning, mens tandlægebesøg og briller er på egen regning? Og hvorfor også meget velhavende kan få børnecheck og boligstøtte? Gode relevante spørgsmål, men ilde hørte i et land, hvor vi stort set alle sammen giver hinanden sociale tilskud. At opspore en dansker, der ikke føler sig som medlem af en svag gruppe, er næsten umuligt. Socialdemokraten Lone Møller vovede kort før jul at tale i samme ånd, da hun foreslog en grundig gennemgang og reform af brugerbetalingen inden for sundhedsområdet. Desværre blev hun hurtigt sat effektivt på plads af såvel sine egne som regeringspartierne. Også Velfærdskommissionen lagde op til et hovedeftersyn af de danske velfærdsordninger - men fik den besked af statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), at hovedparten ikke var til debat. Reformer skulle primært handle om at sikre mere arbejdskraft ved at få de unge hurtigere ind på arbejdsmarkedet og de ældre senere ud. Og præcis det er hovedsigtet i den reform, der forhandles i disse uger - alle elementer er bundet sammen med dette formål. Selv denne begrænsede række af reformer bliver mødt med voldsom modstand, i går manifesteret i store demonstrationer. Alle parolerne kunne lidt firkantet samles i en enkelt: Intet må laves om i offentlige ydelser. Med andre ord skal vi alle sammen have det samme i SU, efterløn, pension, gratis behandling, tilskud, børnecheck, understøttelse, boligydelse, boligstøtte og så videre og så videre som hidtil. Man kan med god ret mene, at udspillet fra KL havde karakter af en gratis omgang, for det var ikke realistisk at få elementerne taget med ind i de fremskredne forhandlinger. Alligevel står to spørgsmål tilbage: Hvem skal betale, når der bliver fortsat færre erhvervsaktive? Og hvem er i virkeligheden de mest konservative?