Alt skal undersøges i Irak

KØBENHAVN: Hver en kvadratmillimeter vil blive undersøgt, og alle implicerede vil blive afhørt, når tre danske auditører fra Forsvarets Auditørkorps skal undersøge den skudepisode, der lørdag førte til, at en dansk soldat og to irakere mistede livet i den nordlige del af Basra-området. - Det svarer til en politisag med dræbte personer i Danmark. Alt vil blive undersøgt, siger generalauditør i Forsvarets Auditørkorps, P.H. Lichtenstein, til Ritzau. - Alt, hvad man finder af projektiler, patroner og andre ting, der kan have noget med episoden at gøre, vil blive indsamlet og undersøgt. Og alle implicerede personer vil blive afhørt. Det gælder for eksempel også de anholdte irakere. Vi må ikke glemme, at der også er to irakere, der mistede livet. Omstændighederne ved deres død vil blive undersøgt lige så grundigt som omstændighederne omkring den danske soldat, siger Lichtenstein. To af de tre auditører, som ankom til Irak i går formiddag, har en fortid som kriminalassistenter i kriminalpolitiet, mens den tredje er jurist. Ifølge reglerne fungerer den udsendte jurist både som politimester og statsadvokat. Auditørundersøgelsen skal blandt andet afklare, om den danske soldat blev dræbt af et vådeskud fra en anden dansk soldat, hvilket der ifølge Hærens Operative Kommando er oplysninger, der indikerer. P.H. Lichtenstein vurderer, at undersøgelserne i Irak kan tage flere uger. Konklusionen på undersøgelserne vil først være klar et stykke tid efter, at de tre auditører er tilbage i Danmark. - Der vil formentlig være en del tekniske undersøgelser, som skal laves i Danmark. Først, når man er helt færdig med alle undersøgelser, kan man gå i gang med den juridiske vurdering, siger Lichtenstein. Hvis ellers den juridiske vurdering giver anledning til det, vil Forsvarets Auditørkorps selv foretage de konkrete sigtelser i sagen. - Men det er ren spekulation, understreger Lichtenstein. /ritzau/