Forskning

Alternativ behandling af astma

Virkningen af små dråber naturmedicin i vand og lette tryk under fødderne på sygdommen astma i forhold til medicinsk behandling skal undersøges i et storstilet forskningsprojekt til 2,4 millioner kroner. Pengene kommer fra det statslige Videnscenter for Alternativ Behandling, ViFAB, der dermed uddeler sin største bevilling i centrets treårige historie. Det er professor og overlæge på Århus Kommunehospital Ronald Dahl, der står i spidsen for projektet i samarbejde med klassisk homøopat Anne Langgaard og zoneterapeut og formand for Forenede Danske Zoneterapeuters forskningsråd Leila Eriksen. Zoneterapeuterne er begejstrede for forskningsprojektet. - 2,4 millioner kroner til forskning i zoneterapi og homøopati er næsten for godt til at være sandt, siger formanden for Forenede Danske Zoneterapeuter, FDZ, Kirsten Sietam. 120 astmapatienter over 18 år deltager i projektet, hvor en tredjedel vil modtage konventionel medicinsk behandling, en tredjedel homøopatisk behandling og den sidste tredjedel zoneterapi. Det begynder i september i år og ventes at slutte i 2006. /ritzau/