Alternativet håber på nattog og el-flyvere

Det er ikke op til den enkelte at redde klimaet, fastslår miljøordfører efter debat om partifælles flyrejser.

Ritzau
- Jeg er sikker på, at om ti år, så vil både jeg og Carolina flyve langt mindre, siger Alternativets energi- og miljøordfører, Christian Poll. - Måske er vi så heldige, at vi har fået nattogene op at køre igen, så man for eksempel kan komme til Bruxelles og Paris natten over med tog. (Arkivfoto). Foto: Emil Hougaard/Ritzau Scanpix
Miljø 29. oktober 2018 16:41 - Opdateret 29. oktober 2018 17:59

Det vakte stor debat, da det i sidste uge kom frem, at en af Alternativets frontfigurer, politisk ordfører Carolina Magdalene Maier, har fløjet på ferie adskillige gange de seneste år.

Det harmonerer dårligt med partiets budskab om, at man bør begrænse flytransport og holde ferie inden for landets grænser, lød kritikken.

Men mener Alternativet egentlig, at man som politiker har et særskilt ansvar for at bekæmpe klimaforandringerne? Nej, siger partiets energi- og miljøordfører, Christian Poll.

- Jeg synes godt, at man i en eller anden grad selv kan arbejde med det. Men det er en privatsag. Og vi kan ikke selv følge med i alle de forskellige forslag, vi arbejder med, og så lave vores liv om på den måde, siger han.

Energi- og miljøordføreren forklarer, at der er foretaget meget større investeringer i infrastruktur til fly og biler end i offentlig transport.

- Det vil være enormt svært for os, hvis vi slet ikke skal flyve, fordi vi foreslår at dæmpe flyvningen. Så vil vi ikke kunne tage til de møder, hvor vi måske kan aftale den helt store klimapolitik med andre lande i EU.

- Privat er vi også underlagt det system, vi bor i. Mine børn er også vant til, at deres kammerater oplever dele af verden. Jeg kan jo godt tale for, at vi i familien dæmper vores flytransport. Men så er der familiedemokratiet. Så finder vi en balance.

Spørgsmål: Men I har også et budskab om, at "i Alternativet starter vi med os selv". Hvad betyder det så?

- De formuleringer handler især om den måde, vi udvikler og formulerer politik på. Det handler om vores debatdogmer. Så vidt jeg husker, har vi ikke skrevet den type formuleringer om konkrete politiske forslag.

Spørgsmål: Da I præsenterede jeres regeringsplaner, sagde I, at klimakrisen forandrer alt. Men det forandrer så ikke så meget, at man for eksempel skal stoppe med at tage på flyrejser?

- Nej, ikke fra dag til dag. Men jeg er sikker på, at om ti år så vil både jeg og Carolina flyve langt mindre.

- Måske er vi så heldige, at vi har fået nattogene op at køre igen, så man for eksempel kan komme til Bruxelles og Paris natten over med tog.

Ud over nattog håber Alternativet på teknologiske landvindinger, der for eksempel kan betyde, at al indenrigsflyvning kan være på el i 2040.

- Det vil med tiden gøre den forskel, at alle danskere kommer til at flyve meget mindre og køre meget mere i hurtigtog og flyve meget mere i el-fly, eller hvad der ellers er udviklet af løsninger, siger Christian Poll.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...