Tyverier

Altersølvet er væk i Vindblæs

Personalet på Vindblæs Kirke opdagede onsdag, at ubudne gæster har brudt kirkens værdiboks op og stjålet sølvtøjet.

Hverken menighedsrådsformanden eller graveren ved præcist, hvor meget sølvtøjet er værd, eller hvor gammelt det er. Men som graver Jørgen Bager siger: - Det har jo en affektionsværdi. Det er i hvertfald gammelt. Udbyttet for tyvene blev en alterkalk, 31 sølvbægre, som bruges ved nadver, en antik oblatæske, to affugtningsmaskiner og en hel bunke magnet-bogstaver og tal. - Vi brugte magneterne på vores informationstavle, men jeg aner da ikke, hvad de skal bruge dem til. De kan ikke være alt for kloge, siger graver Jørgen Bager. Tyvene løb også af sted med en værktøjskasse, som de formentligt har brugt til at pakke sølvtøjet ned i. Selvom kirken nu står uden drikkebægre og kalk, så forsikrer Jørgen Bager, at de kommende dages gudstjenester kan gennemføres normalt. - Vi låner os frem fra andre kirker, siger han.