Altid at gøre det forkerte

"Submarine"

Craig Roberts er Oliver Tate.
Film 29. september 2011 06:00

Altid at gøre det forkerte er den skæbne, der hviler tungt over de fleste, der - som filmens hovedperson, Oliver Tate - er på jagt efter kærligheden og samtidig gerne vil gøre det rigtige, ikke bare i kærlighedens sammenhænge, men også i det hele taget. Man vælger uvægerlig galt. Oliver er 15, walisisk skoledreng, forelsket i Jordana, som kun alt for godt ved det, og han er samtidig helt overbevist om, at han kan se lige igennem sine forældres noget kriseplagede ægteskab. Historien om hans kamp for og mod det hele er en hjerteskærende morsom skildring af dig og mig - af alle menneskers forfærdelige, pinefulde, søde, smukke og fortvivlende kamp med og for og mod kærligheden i mange af dens skikkelser. Oliver vil have sex. Han vil i seng med Jordana. Han vil forføre hende, selv forføres. Han vil af med sin dyd. Han vil gøre alt for, at det skal lykkes. Han ved jo ikke, at han ikke behøver at gøre noget særligt. Jordana er faktisk meget interesseret - hun har bare sin egen ret brutale måde at vise det på. Hun er også meget modtagelig for netop den side af Olivers charme, som han ikke selv har øje for. Og hun kan sagtens gennemskue - og se komikken i - alt det, han stabler på benene i kampen for at virke tjekket og forførende. Og hun bruger det på sin egen grusomme, men egentlig ikke ukærlige måde. De er et par kloge og følsomme unge mennesker, og hver har sine egne temmelig store problemer derhjemme, som de skubber om bag sig, når de går ud i verden, iført det image, de ønsker at verden - læs: klassen/skolen/de andre - skal se. Der er høj komedie i store dele af filmen, men pas på - for bag komedien og den tilsyneladende latterlighed venter vores egne spejlbilleder, og lige bag dem lurer den enkeltes personlige tragedie. Det hele er ikke så nemt, og den tidlige kærlighed er hverken så uskyldig eller så sød og romantisk, som voksenerindringen gerne vil gøre den til. Det er faktisk ikke spor let. Men det er meget, meget morsomt at gennemleve igen på sikker afstand og på den rigtige side af filmlærredet. Lars Borberg lars.borberg@nordjyske.dk "Submarine" Storbritannien, USA/2011 En time, 37 min. Till. o. syv år. Instruktion: Richard Ayoade Manuskript: Richard Ayoade, Joe Dunthorne Biffen, Aalborg

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...