Medievirksomhed

Altid nordjyske nyheder på tv

Fjernsyn på seernes præmisser går i luften mandag

Mediefolk fra hele Europa vil skæve til Nordjylland, når 24NORDJYSKE i morgen kl. 18.40 tager hul på en endeløs nyhedsudsendelse med nordjyske nyheder. Kanalen bliver den første af sin art i Danmark, og døgnet rundt sender den nyhedshistorier, sportsnyheder, oplevelseshistorier og serviceoplysninger om vejr, trafik og arrangementer i Nordjylland. -Det er tv, når seerne har tid, som vort slogan også siger, fortæller redaktør Lars Jespersen, Nordjyske Medier. Han forklarer, at det fremover bliver meget lettere for selv meget travle mennesker at få tid til de lokale nyheder. -I dag er det klokkeslettet for udsendelsen, der afgør, om folk har tid til at se den. Den faktor forsvinder, når vi sender døgnet rundt, for ligegyldigt hvornår man tænder, får man det seneste øjebliksbillede af nyhederne i området, siger han. Tv for familierne Det er ikke meningen, at seerne fremover skal bruge hele aftenen på at se 24NORDJYSKE. Programmet sender konstant en sløjfe på 20 minutter, så efter en hurtig opdatering, kan man zappe videre igen. -Meningen er, at man kan tjekke ind flere gange om dagen for at se seneste udvikling, for selv om vi sender i en sløjfe på 20 minutter, så bliver indholdet løbende opdateret mange gange i løbet af dagen, fortæller Lars Jespersen. Dermed får man ikke den samme oplevelse, hvis man tænder, mens man spiser morgenmad og igen ruller forbi kanalen hen på eftermiddagen eller om aftenen. Historierne på 24NORDJYSKE henvender sig til folk, der har eller er i gang med at stifte familie. Ikke fordi unge er bandlyst fra kanalen, men fordi al forskning viser, at man først for alvor begynder at interessere sig for de lokale nyheder, når de begynder at have en direkte konsekvens for ens eget liv. -Når man stifter familie, kan man bedre forholde sig til, hvordan kommunerne eller amtet bruger skattepengene eller håndterer børnepasningen. Derfor har vi målrettet kanalen mod familierne, siger redaktøren. Det er en moderne tv-station, der fra i morgen servicerer nordjyderne. Skærmbilledet er inddelt i forskellige felter, der alle indeholder nyttige oplysninger. I den ene kant af billedet kan man se en oversigt over de indslag, der er lige om hjørnet, mens bunden af skærmen bliver en rullende avis med overskrifter og henvisninger til kanalens tekst-tv. Her er også de nationale og internationale nyheder med. På prøve til nytår I første omgang er 24NORDJYSKE prøvekanal hos næsten alle nordjyske antenneforeninger, men ved årsskiftet skal medlemmerne tage stilling til, om de fortsat vil modtage kanalen. Den kommer til at koste 10 kroner om måneden, men redaktør Lars Jespersen er ikke bange for, at seerne vil vælge den fra. -Vi kan egentlig godt lide, at det er seerne selv, der bestemmer. Hvis de synes om det, vi laver, så er 30 øre om dagen ikke meget, og alle undersøgelser viser, at lokale nyheder faktisk står højt på de flestes ønskeseddel, fortæller han. Seernes betaling rækker dog ikke helt til at dække udgifterne til produktion, så kanalen kommer også til at sende reklamer, men hver blok er kun på 1 minuts varighed. 24NORDJYSKE sendes fra NORDJYSKE"s mediehus i Aalborg, hvor værten er placeret midt i den store centralredaktion, men det betyder ikke, at indholdet bliver en fjernsynsversion af avisen. -Slet ikke, for tv kan nogle helt andre ting, end avisen kan. Nogle historier fortælles bedst med levende billeder, og det er dem, vi vil koncentrere os om. Omvendt kan den nye kanal trække på al den ekspertise og faglighed, der ligger en mediekoncernen med en lang række lokalcentre, siger Lars Jespersen.