Altor vil købe Aalborg Industries

Investeringsfonden Altor forhandler om at købe det tidligere Lauritzen-selskab Aalborg Industries, der har 1.500 medarbejdere, skriver Jyllandsposten.

I februar købte Altor 70 pct. af vitaminpille- og helsekostvirksomheden Ferrosan for ca. 1,3 mia. kr., men nu er fonden tilsyneladende klar til endnu et milliardkøb. Ifølge Jyllands-Posten har Altor afgivet et købstilbud på Aalborg Industries og har fået såkaldt eksklusivitet. Det vil sige, at aktionærerne i Aalborg Industries kun forhandler med Altor Equity Partners om et salg. Aalborg Industries ejes i dag af en anden investeringsfond, det danskbaserede Axcel, FIH, LD og tre direktører i industriselskabet. De købte tilbage i 2000 Aalborg Industries ud af den trængte rederikoncern J. Lauritzen for 800-900 mio. kr.