Alvorlig arbejdsulykke ved jernbaneskinner
29-årig mand blev overført til Aalborg Universitetshospital natten til lørdag

Foto: Claus Søndberg Pressefotograf Claus Søndberg
HIRTSHALS:I forbindelse med aflæsning ved jernbaneskinnerne ved Hirtshals kom en 29-årig mand fra Hirtshalsområdet alvorligt til skade natten til lørdag.
Manden er ansat ved et lokalt vognmandsfirma, og skulle aflevere jernbaneskinner til det arbejde, Nordjyske Jernbaner laver på stedet.
Alarmen indløb kl. 01.26.
- Manden mistede balancen under arbejdet med aflæsning af jernbaneskinnerne ved Trinbrættet Lilleheden. Han faldt ned fra en jernbanevogn og slog hovedet. Han er kommet alvorligt til skade, fortæller vagtchef Poul Badsberg fra Nordjyllands Politi.
Den 29-årige mand blev overført til Aalborg Universitetshospital. Herfra er meldingen til Nordjyllands Politi lørdag formiddag, at manden er uden for livsfare.
- Uheldet er meldt til arbejdstilsynet, og de ventes at undersøge sagen i dag, siger Poul Badsberg.
Ifølge vagtchefen er de pårørende underrettet.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.