Alvorlig Bond-stjerne har fået nok af rollen

Craig har skrevet kontrakt på fem Bond-film

Daniel Craig har skrevet kontrakt på fem Bond-film og tvivler på, at han fortsætter, når den er opfyldt. Foto: Scanpix
England 2. september 2015 19:55

ENGLAND: For fjerde gang har Daniel Craig licens til at dræbe, når han lader pistolen i den kommende James Bond-film, ”Spectre”, der har dansk premiere 30. oktober.

Selvom det udefra set kunne ligne en drømmerolle at boltre sig rundt i smækre sild og skydevåben og samtidig score kassen på det, indrømmer den britiskfødte 47-årige filmstjerne, at han ikke ved, om han vil fortsætte med at spille agent 007, selv om hans kontakt oprindeligt lød på fem film.

- Jeg ved det ikke, jeg ved det virkelig ikke. Jeg prøver ikke på at være kryptisk omkring det, men lige nu kan jeg ikke snuppe mere, siger Craig åbenhjertigt i den kommende udgave af magasinet Esquire.

- Jeg er ikke modig og cool

- Jeg er ikke James Bond. Jeg er ikke særlig modig, og jeg er ikke særlig cool, og jeg ved ikke, om jeg overhovedet ville bruge tid med ham, hvis han fandtes, lyder det fra den Emmy-nominerede stjerne, der privat er gift med den Oscar-vindende skuespillerinde Rachel Weisz og har en voksen datter fra et tidligere ægteskab.

- James Bond er så ensom, og der er en stor sorg i det. Han er sammen med alle disse smukke kvinder, som forlader ham. Det ligner en fræk fantasi, men det går over efter et par måneder, siger Craig, der dog også har positive ting at sige om rollen, der har indbragt ham mange millioner kroner.

- Han er ikke så sexistisk og kvindefjendsk som tidligere portrætteret. Jeg føler, at den nye film er større og bedre i både stunts og handling. Jeg føler, at vi alle sammen har gjort vores allerbedste, og det er en god følelse.

Jesper Christensen med i ny film

Craig stod over for danske Mads Mikkelsen i sin første James Bond-film, ”Casino Royale”, fra 2006. Den seneste Bond-film med Craig i hovedrollen, ”Skyfall”, fik enorm succes og blev en af de mest indbringende britiske film nogensinde.

I den kommende ”Spectre”-film er danske Jesper Christensen for tredje gang på rollelisten, mens superskurken denne gang er den dobbelte Oscar-vindende skuespiller Christoph Waltz.

/ritzau/FOKUS

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...