Redningsvæsen

Alvorlig brand i kornsilo

Hele onsdag nat kæmpede brandfolk med flammerne

SÆBY:Onsdag aften ved 23-tiden udbrød der brand i DLGs 25 meter høje silo i Stenhøj ved Sæby. Siloen var fyldt med oliefyldt raps, og derfor fik ilden godt fat. Brandfolk kæmpede hele natten med flammerne inde i siloen og fik først slukket det sidste torsdag eftermiddag. Ifølge Ervald Gade, der er viceberedskabschef i Sæby kommune, var der op mod 50 procent olie i den 25 tons store mængde raps. De mange tons olie var årsagen til, at det var så svært at få bugt med flammerne - Det var alvorligt. Ilden blussede kraftigt op flere gange i løbet natten, og en af gangene var det så alvorligt, at vi måtte trække vores folk ud fra siloen og nøjes med at slukke udefra. Vi turde simpelthen ikke lade vore folk blive inde, siger Ervald Gade og understreger, at det sker yderst sjældent, at brandfolk må trækkes tilbage igen. Hele 25 brandfolk sprøjtede og spulede hele natten. De forsøgte i flere omgange at lukke lidt op ind til siloen for at få en bedre position at slukke fra, men det betød, at der kom ilt til flammerne, og at ilden blussede op. Der kom kontrol over branden ved 4-tiden torsdag. Brandmændene kunne dog først pakke grejet sammen torsdag formiddag, fordi der blev ved med at være gløder og småflammer i DLGs silo indtil da. Brandfolkene måtte imidlertid afsted igen ved middagstid til en såkaldt efterslukning, da ilden forsøgte sig med de sidste krampetrækninger. Først torsdag eftermiddag var det endeligt slut, og de trætte brandmænd, der havde knoklet hele natten, kunne tage hjem til et velfortjent hvil. - De skal virkeligt have ros for deres indsats. De har kæmpet og løbet op og ned i den 25 meter høje silo hele natten, påpeger viceberedskabschef Ervald Gade. Indvendigt blev siloen så medtaget, at der formentlig skal bygges en ny.

Forsiden