Fodbold

Alvorlig skade i Hobro-sejr

4-1 over Skive blev skæmmet af Edgar Babayans uheld

Edgar Babayan blev alvorligt skadet, da Hobro mandag besejrede Skive med 4-1. Foto: Claus Søndberg
Edgar Babayan blev alvorligt skadet, da Hobro mandag besejrede Skive med 4-1. Foto: Claus Søndberg

Opdateret 02. marts 2017 kl. 13:32

HOBRO: Den sidste testkamp før forårspremieren i 1. division i fodbold fik et fint resultatmæssigt udfald for Hobro IK. Kampen mod Skive blev fortjent vundet 4-1, men det blev ikke uden et offer.

Edgar Babayan, der i dette transfervindue blev lejet i Randers FC, faldt allerede efter efter et kvarter til jorden med et skrig efter en nærkamp. Knæskallen sad helt forkert, og offensivspilleren blev efter 10 minutters venten fragtet væk fra banen i en bil og kørt til yderligere undersøgelse.

På det tidspunkt var Hobro allerede kommet foran ved Yaw Amankwah, der i det 8. minut headede et hjørnespark i nettet.

Efter skadespausen fortsatte Hobro med at dominere. Pål Alexander Kirkevold øgede til 2-0 i det 28. minut, da han på fremragende vis hamrede et skud fra kanten af feltet op i det ene målhjørne.

Inden pausen burde indskiftede Wilfried Domoraud havde øget til 3-0, men han brændte en stor chance for næsten tomt mål, og Lucas Jensen toppede det ved også at brænde returen, som var næsten lige så stor.

I halvlegens sidste minutter fik Skive en stor mulighed, men Jesper Rask reddede en helt fri afslutning tæt under mål.

Ti minutter efter pausen var det Pål Alexander Kirkevolds tur til at brænde en stor chance, da nordmanden hårdt presset sparkede en friløber over mål.

Efter en times spil blev det endelig 3-0 til Hobro ved Wilfried Domoraud, der snittede et indlæg i nettet ved første stolpe.

Skive havde også deres chancer, men det blev i stedet 4-0 i det 82. minut ved indskiftede Quincy Antipas. Skive-keeperen sparkede bolden direkte ind i benene på angriberen, og derfra gik bolden i det tomme net.

I de døende sekunder fik Skive reduceret til slutresultatet 4-1.

Hobro IK spiller forårets første 1. divisionskamp søndag 5. marts klokken 13.45 mod FC Helsingør på DS Arena.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden