Danmark

Alvorlige problemer på danske byggepladser

KØBENHAVN:Der er alvorlige problemer med sikkerheden på mere end hver fjerde byggeplads herhjemme. Og forsømmelserne er så grove, at det i flere tilfælde koster byggearbejderne livet. Alene fra juni til oktober skete der ni dødsulykker, viser nye tal fra Arbejdstilsynet, der netop har afsluttet en omfattende kampagne på de danske byggepladser. De ni dødsulykker på fem måneder svarer til det samlede antal arbejdsulykker med dødelig udgang i bygge- og anlægsbranchen i hele 2002. Der er med andre ord tegn på en dramatisk stigning i antallet af dødsulykker i byggebranchen. I det hele taget står det stadig skidt til med sikkerheden på landets byggepladser. Arbejdstilsynet har i to omgange i løbet af sommeren besøgt knap 700 byggepladser, og resultatet var nedslående. I over 200 tilfælde måtte tilsynet udstede påbud til virksomhederne om at bringe tingene i orden, i 111 tilfælde måtte Arbejdstilsynet nedlægge forbud mod at fortsætte arbejdet, før tingene var bragt i orden, og i 39 tilfælde var overtrædelserne af sikkerhedsreglerne så grove, at arbejdsgiverne risikerer en politianmeldelse. /ritzau/