Alvorligt såret under hjemmerøveri

53-årig aalborgenser overfaldet med peberspray og stukket ned.

Røverier 1. december 2011 07:08

En 53-årig mand blev klokken kvart i et natten til torsdag udsat for et voldsomt røveri i sit eget hjem i Bonnesensgade i Aalborg. - Der blev ringet på mandens dør, og da han åbnede den, fik han skudt en peberspray i hovedet og bagefter blev han stukket i maven med en kniv. Under den efterfølgende tumult blev han også slået i hovedet, fortæller vagtchef Frank Liltorp fra Nordjyllands Politi. Efter overfaldet fik manden fat på en nabo, der i øvrigt også havde hørt tumulten, og der blev slået alarm til politiet. Uden for livsfare Den 53-årige blev omgående opereret på Aalborg Sygehus og er torsdag morgen uden for livsfare. Efter overfaldet stjal gerningsmanden et mindre beløb i kontanter fra den 53-åriges lejlighed, så politiet betragter sagen som et meget groft hjemmerøveri. Gerningsmanden var kommet ind i opgangen, som den 53-årige bor i, ved at bryde opgangens hoveddør op. Fik et signalement Inden offeret blev opereret, nåede politiet at få et signalement af gerningsmanden, som Frank Liltorp beskriver sådan: En mand 20 til 25 år gammel, omkring 170 centimeter høj og skaldet. Han havde en beige jakke og hvide sko på. - Men ellers har vi ikke ret meget at gå efter lige nu, siger Frank Liltorp.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...