Selvmord

Alvorligt syge bør tale med familien før selvmord

KØBENHAVN:Det skyldes ofte manglende dialog med familien, at alvorligt syge mennesker ønsker at tage deres eget liv. Det mener souschef i Livslinien Michael Esmann på baggrund af, at 20 danskere indtil nu har henvendt sig til den schweiziske selvmordsklinik Dignitas for at få hjælp til at tage deres eget liv. Livslinien er en landsdækkende telefonrådgivning om selvmord, og ifølge Michael Esmann modtager linien hvert år opkald fra personer, der ønsker at tage deres eget liv, fordi de har smerter eller har en livstruende sygdom. - Når vi taler med denne type personer, viser det sig ofte, at deres beslutning om at ville begå selvmord baserer sig på misforståelser. Mange føler, at de er til for meget besvær over for den nære familie, siger Michael Esmann. Han understreger, at det ofte forholder sig lige modsat, og at man stort set altid vil påføre sin familie yderligere smerte ved at begå selvmord. Livslinien opfordrer i stedet til, at man får snakket med sin familie om sine tanker omkring selvmord. På baggrund af debatten om den schweiziske selvmordsklinik ønsker Michael Esmann en generel debat om aktiv dødshjælp. Læge Tom Alsner, der også er næstformand for foreningen "En værdig død", mener, at muligheden for at tilbyde folk aktiv dødshjælp også burde være til stede i Danmark. - Loven i Danmark bør snart ændres, så vi får den mulighed. Der er situationer, hvor vi som læger ikke magter at reducere eller fjerne en patients lidelser, sagde Tom Alsner til B.T. Michael Esmann vil ikke afvise, at Livslinien i fremtiden vil anbefale aktiv dødshjælp i Danmark, men han efterlyser en definition af, hvornår man er syg nok til at modtage hjælp til at dø. - Det er meget nemt at forholde sig til en fysisk sygdom, som for eksempel kræft. Men hvad med alle de mange psykiske syge, som har det meget dårligt. Spørgsmålet er, om de også skal have mulighed for aktiv dødshjælp, siger Michael Esmann. Livslinien modtager hvert år godt 5000 opkald om selvmord. /ritzau/