Amalies liv reddet som baby 12-årige Amalie fra Frederikshavn var første patient i babyambulance.
Opdateret kl. 14:18
FREDERIKSHAVN: 12-årige Amalie Bowman fra Frederikshavn var æresgæst, da Falck og Region Nordjylland sendte den gamle babyambulance på pension og erstattede den med en splinterny avanceret børneambulance.
Amalie er nemlig et levende bevis på, at det gør en forskel at have en sådan specialambulance til kritisk syge spædbørn.
Da Amalie Bowman kom til verden på Frederikshavn Sygehus 1. maj 2001, var ikke alt, som det skulle være.
Den lille pige havde urent fostervand i lungerne og blev overført til Aalborg Sygehus, hvor hun fik ilt og blev lagt i respirator.
Da Amalie var få dage gammel, besluttede lægerne på Aalborg Sygehus, at den kritisk syge pige skulle overføres til Rigshospitalet, der dengang som de eneste rådede over en helt speciel maskine, der kunne afhjælpe lungeproblemerne hos nyfødte. Det var en lang og farefuld færd for et alvorligt sygt spædbarn, og rejsen var kun mulig, fordi Region Nordjylland netop havde indviet den nye specialbyggede babyambulance. Den var i stand til at fragte kuvøsen med den få dage gamle pige til København uden støj og stød.
Amalies mor, Anne Bowman Dausell, er ikke i tvivl om, at babyambulancen reddede datterens liv.
- Den betød forskellen på liv og død for Amalie, fastslår Anne Bowman Dausell, der er stærkt berørt af at gense babyambulancen og tænke tilbage på den livsvigtige og afgørende køretur i de kritiske dage for 12 år siden.
Amalies forældre fulgte babyambulancen i en taxa, mens Amalie lå i kuvøsen tilkoblet respirator. Efter behandling på Rigshospitalet og opheling af lungerne kom Amalie sig efter en tid over den svære start på livet.
Babyambulancen afløses nu af en børneambulance, der er endnu bedre gearet til at håndtere de skrøbelige patienter.
- Nu er der også gjort plads til, at en af forældrene kan følge med i ambulancen - det synes jeg er meget fint, siger Anne Bowman Dausell, der gerne havde siddet ved datterens side på hendes første lange rejse. Begivenhederne har for altid ændret hendes syn på vigtigheden af udgifter til sundhedsvæsenet.
- Det skræmmer mig, når jeg hører tale om besparelser på området, fordi jeg har oplevet, hvor livsvigtig og afgørende forskel bare et enkelt køretøj kan have, siger hun.
Flere end 2000 små patienter har været på færd med babyambulancen, der gennem årene har tilbagelagt 250.000 kilometer. Ambulancen var en donation fra Stinne og Martinus Sørensens Fond, mens den nye børneambulance er indkøbt af Falck og drives i samarbejde med Region Nordjylland.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.