Amatør holder føring

Golf 26. september 2002 08:00

HJØRRING: Amatørspilleren Mark Haastrup fra Odsherred fortsatte de fornemme takter på andendagen af Nordic League-turneringen Wilson Open i Hjørring, hvor han med endnu en runde i 67 slag udbyggede sin føring før finalerunden i dag. 46 spillere klarede cuttet til de afsluttende 18 huller, hvor der spilles om en samlet præmiesum på 111.500 kroner, og Mark Haastrup har nu et forspring på tre slag at tære på ned til de nærmeste forfølgere. Det er blandt andre Thomas Nørret fra Aalborg Golfklub, som efter en runde i går i 68 slag avancerede til en delt andenplads med svenskeren Lars Edvinsson. Begge spillere har brugt 137 slag mod Mark Haastrups 134. Også den tidligere Hjørring-spiller Jacob Borregaard, som nu repræsenterer Rold Skov Golfklub, viste betydeligt bedre takter på andendagen, hvor han med en runde i 69 slag var hele seks slag bedre end på de første 18 huller. Det betød, at Jacob Borregaard hoppede næsten 20 pladser frem i feltet, hvor han før finaledagen ligger på 19. pladsen med 144 slag - samme antal som klubkammeraten, den tidligere Brønderslev-spiller Morten Hedegaard. To amatørspillere fra Hjørring Golfklub, Mads Lykke og Christian Eriksen, som begge er med i turneringen på et wild card, fik også presset sig ind i finalefeltet, efter at de begge gik onsdagens 18 huller i 73 slag.OM

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...