Aalborg

Amatøragtig

INDFØDSRETSPRØVE:10.12. afholdt man den såkaldte indfødsretsprøve på Aalborg Stadion. At prøven var fejlfyldt, er vel klart for de fleste, og så det vil vi ikke diskutere i denne sammenhæng. Og det var selvfølgelig ikke et lokalt problem. Derimod fremgår det af vor kildes skildring, at selve afviklingen af prøven i Aalborg var amatøragtig og i høj grad kritisabel. Kilden, der er gymnasieelev, er vant til skriftlige prøver i gymnasiets regi og ved, at disse prøver afvikles under sikker kontrol og ordnede forhold. Derfor undrer hun sig over selve forløbet af indfødsretsprøven: Der var ca. 100 "eksaminander", "overvåget" af to tilsynsførende. Deltagerne blev anbragt ved to-mandsborde (ret usædvanligt, da der jo ikke var tale om en gruppeeksamen). Ejendommeligt var, at der foregik et intenst samarbejde ved en del borde. Vores kilde havde dog ikke glæde af noget samarbejde, tværtimod. Hun var blevet anbragt ved et bord sammen med en ældre, åbenbart psykisk afvigende person, der under prøven chikanerede hende ved at sparke hende over benene, blande sig i, hvad hun skrev, og rette i hendes besvarelse. De to tilsynsførende følte sig åbenbart ikke foranlediget til at gribe ind over for urimeligheder. Kildens bekendt deltog i en tilsvarende prøve i Viborg og mente, at alt der foregik efter bogen, dvs. at man dér dog har fået en vis form for valuta for pengene: "entrébilletten" kostede 600 kr.! Henning Sørensen Ingemannsvej 6, 9600 Aars ajespergaard@mail.dk