Politik

Ambassade: Stor Nato-øvelse er antirussisk

Kæmpe Nato-øvelse er med til at komplicere den militærpolitiske situation omkring Østersøen, mener ambassade.

Britiske tropper krydser en flod som en del af øvelsen Trident Juncture 2018, der simulerer et angreb på et Nato-land. Foto: Handout/Reuters

Britiske tropper krydser en flod som en del af øvelsen Trident Juncture 2018, der simulerer et angreb på et Nato-land. Foto: Handout/Reuters

Omkring 50.000 soldater fra 31 lande deltager i Norge i Natos største øvelse i årevis.

Øvelsen vækker bekymring både i Moskva og hos den russiske ambassade i Oslo, som fredag har offentliggjort en stærkt kritisk udtalelse på Facebook.

Ambassaden understreger i udtalelsen, at "denne demonstration af kamppotentiale er af tydelig antirussisk karakter".

I udtalelsen fremhæves det, at dele af øvelsen foregår omkring 200 kilometer fra den russiske grænse.

Det nævnes også, at øvelsens deltagere skal forberede sig på klimaforhold, der minder om Ruslands.

- Dette påvirker uden undtagelse sikkerheden for alle nabolande på negativ vis. Det bidrager til at komplicere den militærpolitiske situation. Og det styrker i det hele taget ikke den indsats, som gøres for at skabe tillid i Østersøregionen, skriver ambassaden.

Også i Moskva vækker øvelsen vrede, selv om Rusland for blot en måned siden selv afholdt en stor øvelse.

Ruslands forsvarsminister, Sergej Sjojgu, har tidligere advaret om, at styret Moskva kan blive nødt til at finde et modsvar til den øgede aktivitet nær Ruslands grænse.

- Natos militære aktiviteter nær vores grænse har nået det højeste niveau siden den kolde krig, sagde han onsdag.

Rusland er blevet briefet om øvelsen og inviteret til at monitorere den.

Hos den russiske ambassade i Norge kritiseres dog, at øvelsen er blevet opjusteret "i sidste øjeblik" til at omfatte 50.000 soldater.

Danmark deltager i øvelsen med over 1000 soldater samt blandt andet to skibe og to helikoptere.

Samlet er over 250 fly og 10.000 kampvogne, lastbiler og andre køretøjer i området for at deltage i øvelsen.

Øvelsen varer fra 25. oktober til 7. november.

Men det tager meget længere tid, før soldaterne og udstyret forlader de norske fjelde.

Først til jul rejser de sidste tyske soldater ifølge planen hjem ifølge en norsk tjenestemand.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst