EMNER

Ambassadør: Alt kan ske i Bangkok

BANGKOK:Situationen i Thailands hovedstad, Bangkok, er spændt, og udviklingen er helt uforudsigelig. Det siger Danmarks ambassadør i Thailand, Michael Sternberg, efter det seneste døgns uroligheder i byen, hvor tre granater er eksploderet i byens centrum, og oppositionstilhængere er stødt sammen med politi og regeringstilhængere. - Det har været en besværlig nat med sammenstød og uro. Ingen ved, hvad der kan og vil ske. Der er tale om en spændt situationen, og der skal passes meget på, siger han. Michael Sternberg opfordrer alle udenlandske statsborgere til at vise den yderste agtpågivenhed og til ikke at opholde sig i byens centrum omkring byens vigtigste forretningskvarterer. - Det er her demonstranter har samlet sig. Både de røde fra oppositionen, og de flerfarvede, dem, der tidligere var gule, og som støtter regeringen, siger han. Demonstranter bløder op Fredag var en dag af de mere fredelige i Bangkok, hvor de rødklædte demonstranter blødte op i deres ultimative krav til regeringen. Nu siger Weng Tojirakarn, en af de regeringsfjendtlige demonstranters ledere, at de er parat til at acceptere, at parlamentet opløses inden 30 dage. De rødklædte demonstranter er i øvrigt ikke de eneste, der er på gaderne i millionbyen. Fredag samlede omkring 3000-5000 regeringsvenlige demonstranter sig nær et regeringskompleks, hvor de erklærede, at de er voldsomt trætte af, at de rødklædtes protester forstyrrer dagliglivet og ødelægger forretningsklimaet. Selv om granaterne fyger om ørerne på mange af indbyggerne i Bangkok, tager de situationen med ophøjet ro. Virat Prumderd bor i Thailands hovedstad, Bangkok, og oplever urolighederne på egen krop hver dag. - Selv om urolighederne kan virke forfærdelige i danske øjne, er jeg faktisk ikke så bange. Vi thaier har ikke et så nervøst sind, og vi er vant til uroligheder. Desuden ved jeg, hvilke steder jeg skal færdes for ikke at blive ramt af en granat, så jeg er tryg, siger Virat Prumderd. /ritzau/