Ambassadør: Debatten i Sverige er blevet mere dansk

Svenske partier har omfavnet en strammere kurs på udlændingeområdet, siger dansk ambassadør i Sverige

Ritzau
Ove Ullerup har været dansk ambassadør i Stockholm siden 2015 og har i den periode bevidnet flere markante ændringer i den svenske debat. Foto: Keld Navntoft/arkiv/Ritzau Scanpix
Valg og folkeafstemninger 9. september 2018 06:30

Sammenligningerne mellem dansk og svensk politik er mange, og debatten om "svenske tilstande" på integrations- og udlændingeområdet er et yndet fikspunkt for nogle danske parlamentarikere.

Men hvis man spørger Ove Ullerup, Danmarks ambassadør i Sverige, så viser den svenske valgkamp, at den politiske debat om udlændinge i Sverige har ændret sig markant på bare få år – og nærmet sig den danske.

- I 2015 var der mange ting, man ikke sagde offentligt om integration og asyl. Der er tonen og den måde, man diskuterer de her spørgsmål, blevet meget mere åben og meget mere konfrontatorisk, siger Ove Ullerup.

Og den ændring er til gavn for demokratiet, mener ambassadøren, der har været udsendt til Stockholm siden 2015.

- Hvis man ser det fra et dansk synspunkt, har det været vores holdning, at hvis man skal løse problemer, så er man nødt til at tale åbent om det. Og der har svenskerne måske været noget mere tilbageholdende og mere politisk korrekte.

- Det kan godt være, at det i sidste instans gavner dem, at man får lagt de her problemstillinger på bordet, så man kan håndtere dem i en åben debat.

I 2015 oplevede Sverige ligesom det øvrige Europa en markant stigning af flygtninge fra tredjeverdenslande, og hvor blandt andet Danmark var hurtig til at stramme asylreglerne.

Og hvor man i 2014 bød flygtninge velkommen "med åbne hjerter", som den daværende svenske statsminister Fredrik Reinfeldt formulerede det, er der nu andre - og strammere - toner i Sverige, siger Ove Ullerup.

- Man kan konstatere, at hovedparten af de svenske partier har ændret politik (på rets- og integrationsområdet, red.) siden 2015.

- Der er en erkendelse i det svenske politiske system, af at man var ude af stand til at håndtere så mange flygtninge på én gang på en forsvarlig facon.

Ambassadøren ser søndagens valg som afgørende for Sveriges udvikling, men at resultatet er overordentligt uforudsigeligt.

- Det er sjældent, at man går til valg og næsten med sikkerhed kan sige, at der dagen efter valget formentlig ikke er klarhed over, hvilken regering man får, siger Ove Ullerup.

- Det er politisk set en noget usikker fremtid, Sverige går ind i de næste uger.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...