EMNER

Ambassadør Jensen

Det socialdemokratiske folketingsmedlem Mogens Jensen udbasunerer glad og gerne sin kærlighed til Mors ved enhver given lejlighed.

Det socialdemokratiske folketingsmedlem Mogens Jensen udbasunerer glad og gerne sin kærlighed til Mors ved enhver given lejlighed.

NORDJYLLAND:Han blev kendt som manden, der er så dygtig til at efterligne tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussens stemme, at det næsten er umuligt at høre forskel. Siden er han også blevet kendt som socialdemokraternes mediepolitiske ordfører i Folketinget. Og efterhånden ved de fleste danskere vist også, at Mogens Jensen - det er ham, det handler om - oprindeligt er fra Limfjordsøen Mors. Han gør i hvert fald opmærksom på det ved enhver lejlighed, han kan se sit snit til det. - Når jeg holder en tale eller et foredrag, får jeg stort set altid nævnt Mors på en eller anden måde. Det kan være ting, jeg som barn har oplevet ved Østerstrand i Nykøbing eller noget fra min ungdom. Det er da slet ikke til at lade være med, når jeg er født og opvokset på øen, siger han. Sagde straks ja Mogens Jensen er en af de ni officielle ambassadører for Morsø Kommune. Han takkede straks ja, da han for halvandet år siden blev bedt om at være en slags levende reklame for øen. - Jeg blev ærlig talt glad for opfordringen. Dels over at jeg overhovedet kom i betragtning, og dels fordi jeg gerne vil række Mors en hjælpende hånd, hvis det er muligt. For Mogens Jensen har ambassadørtitlen ikke betydet de helt store forandringer. For han nævnte også Mors flittigt, før han fik titlen. Blandt andet når han skrev tale for statsminister Poul Nyrup Rasmussen eller LO-formand Hans Jensen. Ja, så nævnte de jævnligt eksempler fra Mors. Selv i sine parodier på statsministeren formåede Mogens Jensen ofte at snige Limfjordsøen ind. - Jeg tror faktisk på, at det har en effekt, når en gruppe engagerede mennesker sætter sig for at gøre indsats for et samfund som Mors. Mogens Jensen opfatter blot sig selv som en af mange brikker i det spil, der skal øge fokus på Limfjordsøen. Kort ved hånden Men ingen tvivl om, at han yder sit bidrag til, at Mors skal blive kendt. Selv uden for landets grænser. For eksempel har han altid et Europakort ved hånden, når han er til møde i Nordisk Råd og Europarådet. Kortet hiver han frem, når folk spørger ham, hvor Mors, som han snakker så meget om, egentlig ligger. - Jeg forsømmer da heller aldrig lejligheden til at anbefale Mors, når mine venner og bekendte er i tvivl om, hvor de skal holde ferie, fortæller han. For eksempel har Mogens Jensen lige brugt en dag af sin ferie i Klitmøller, der ligger i Thy, til at vise nogle venner rundt på Mors. - Øen rummer virkelig mange store naturoplevelser, et gammelt kloster og mange andre spændende ting. Den bedste reklame, Mors kan få, er, at folk selv oplever øen og fortæller det videre til andre, siger Mogens Jensen, der stadig inderst inde er morsingbo, selv om han i flere år har boet i København.