Politik

Ambassadør: Støtte til Guaidó får ikke betydning for diplomater

Danmarks vigtigste arbejde i Venezuela handler om bistand til danskere i landet, siger ambassadør i Bogota.

Danmarks ambassadør i Colombia, Mogens Pedersen, vurderer, at det ikke får nogen praktisk betydning for Danmarks diplomatiske arbejde i Venezuela, at Danmark anerkender oppositionsleder som præsident (Arkivfoto).

Danmarks ambassadør i Colombia, Mogens Pedersen, vurderer, at det ikke får nogen praktisk betydning for Danmarks diplomatiske arbejde i Venezuela, at Danmark anerkender oppositionsleder som præsident (Arkivfoto).

BOGOTA:Det får ikke praktisk betydning for det danske diplomatiske arbejde i Venezuela, at Danmark har anerkendt oppositionsleder Juan Guaidó som præsident i landet.

Det vurderer Mogens Pedersen, der er Danmarks ambassadør i Bogota i Colombia.

- Vores vigtigste aktivitet i Venezuela er konsulær bistand til danskere, som har brug for det.

- Som tingene ser ud nu, så regner vi med, at tingene kan fortsætte via vores generalkonsulat, siger han.

Der er ingen dansk ambassade i Venezuela, og derfor er Mogens Pedersen den nærmeste danske ambassadør.

Men ambassaden i Colombia hjælper til med det konsulære arbejde på det danske generalkonsulat i Venezuelas hovedstad, Caracas.

Mandag skrev udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) på Twitter, at Danmark anerkender Guaidó som fungerende præsident, indtil et nyt og demokratisk valg har fundet sted.

Dermed følger Danmark i fodsporet på en række andre EU-lande, der også har anerkendt oppositionslederen.

- Det får ikke nogen betydning for det konsulære arbejde. Som det er nu, ser det ikke ud til, at det får nogen praktisk betydning, lyder vurderingen fra ambassadøren.

- Vi har ikke nogen videre diplomatiske aktiviteter i Venezuela. Det er ganske få ambassader, der er fra europæisk hold, siger Mogens Pedersen.

De seneste uger har præsident Nicolás Maduro stået i den sværeste periode i sin regeringstid. Det spidsede til, da oppositionsleder og parlamentsformand Juan Guaidó udnævnte sig selv til præsident.

Oppositionslederen sikrede sig mandag støtte fra en række europæiske lande, der alle anerkender ham som fungerende præsident i det uroprægede land.

Det skete, efter at den siddende præsident, Nicolás Maduro, har afvist at følge et ultimatum fra syv EU-lande om at udskrive nyvalg.

Men selv om det på nuværende tidspunkt ikke har fået en direkte praktisk betydning, er det ikke blot symbolpolitik, lyder det fra ambassadøren.

- Det er en vigtig brik i spillet, at man anerkender oppositionslederen. Det kan forhåbentlig bidrage til, at der kommer et demokratisk regime, tilføjer han.

/ritzau/