USA

Ambassadørpar bagtrop i aktion

Rebelselskabet gik til alternativ fest iført Bush-masker

REBILD:Nej, præsident George Bush var ikke til Rebildfesten i går, som nogle fejlagtigt havde opfattet det. Derimod havde hans far, USAs tidligere præsident Georges Bush senior, der var amerikansk hovedtaler i 1983, accepteret Rebildselskabets ønske om at gøre ham til femte æresmedlem i selskabets historie. Han kommer således på liste med stifteren af Rebildselskabet (1912) Max Henius, den tidligere amerikanske præsident William H. Taft, dansk-amerikaneren Victor Borge og skibsreder Mærsk McKinney-Møller. George Bush senior var heller ikke i Rebild. I området var imidlertid en masse andre Bush'er. Dem blev den amerikanske ambassadør Stuart A. Bernstein og frue forsinket af, da de var på vej til den traditionelle teltfrokost i Rebild. Faktisk kom ambassadørparret ufrivilligt til at danne bagtroppen i en demontration rettet mod deres eget land. Det var aktivister fra Rebelselskabet, som demonstrerede mod USAs rolle i Irak. Medlemmerne, som har rod i Enhedslisten, gik igen i år i optog fra stationen i Skørping til en privat have i Rebild, hvor de efterfølgende samledes til alternativ fest. Efter aftale med politiet fik seks af dem lov til at marchere med Bush-masker mod, at de opgav deres navne. Det var her forbuddet mod at bære masker under demonstrationer, der spillede ind. Det faldt stort set ud til alles tilfredshed. Et par personer - med masker - blev imidlertid antruffet på Safari Camping i Rebild allerede midt formiddag, og var imod aftalen.