Bryggerier

Ambitionen er lokal

Øllet fra Bies Bryghus skal være et tilbud til nærområdet og den brede smag

Ambitionen for Bies Bryghus er at blive det naturlige valg for folk i det sydlige Himmerland, hver gang de skal have godt øl. Sådan lyder den forenklede version af bestyrelsens og brygger Martin Jensens mål for det lille bryghus på Adelgade i Hobro. - Bestyrelsen har ønsket et lokalt koncept, og det passer fint med min indgang til opgaven. Hobro-øllet vil have et lidt konservativt udgangspunkt på den måde, at vi vil gå efter den brede smag. Det er ikke her, jeg vil eksperimentere med ekstreme mængder humle eller krydderier, siger han, og tilføjer at den del af hans bryggelyster kan han få stillet på sit eget bryggeri, Raasted Bryghus, som han har drevet i Randers siden 2005. Han ser det som en rigtig beslutning, bestyrelsen for Bies Bryghus har truffet. Både hvad angår det lokale og beslutningen om at producere til en bred smag. - Man kan se rundt om i landet, at de små bryggerier, der satser lokalt med ganske få øl, er dem, som i øjeblikket har succes, siger Martin Jensen. Martin Jensen satser på Bie-bryg skal være øl til relativt billige priser. - Men vi skal ikke ned og konkurrere med de billigste øl. Jo længere ned i pris-segmenterne man kommer, jo flere og jo stærkere konkurrenter er der. Vi skal placere os et sted i midten med en pris, der ikke afskrækker de lokale, siger han. Bies Bryghus vil formentlig med tiden få et flaskerepertoire på fire elle fem faste bryg og et enkelt sæsonbryg. For nylig blev den første officielle øl fra Hobro-bryggeriet, en tysk inspireret dunkel, Fyrkat, introduceret i handlen. Næste type var en pilsner, der kom i lokal handel lidt efter nytår. Fra hanerne i restauranten på Bies Bryghus kan man i øjeblikket få seks forskellige øl, der alle holder sig til Bie-konceptet. Og sådan vil det blive ved med at være, for Martin Jensen vil holde sine to virksomheder skarpt adskilte. Som brygger ser han sin position med adgang til to varemærker som noget nær optimal. - Jeg har mulighed for at arbejde i to verdener på en gang. Jeg kan arbejde med det sprælske og eksperimenterende på Raasted Bryghus og det mere konservative i under Bie-navnet. Det kan ikke blive bedre, siger Martin Jensen. Læs mere om Bies Bryhus i NORDJYSKE Stiftstidende fredag