Ernæring

Ambu-revy med nyheder på samlebånd

Sven Wortmann er ny instruktør med revy med vægt på både sang og musik

HOBRO:Det bliver en Ambu-revy med nyheder på samlebånd, publikum kan se frem til, når den årlige grinebidder fejer hen over scenen på Hobro Theater i sensommeren. Der er nye folk både på og bag scenen, der er ny kapelmester, ny instruktør, og så er der sidst men ikke mindst stillet fokus på et nyt og anderledes koncept, hvor musikken og dansepigerne i langt højere grad end tidligere integreres i revyen og bliver en afgørende forudsætning for succesen. Ny instruktør og dermed ansvarlig for revyen som sådan bliver Sven Wortmann. Han har takket ja til at tage udfordringen op efter en stribe succesfulde år med to gange Niels, Andreasen og Leth-Sørensen, som tandempar både på scenen og som instruktører. Sammen med de to har også Charlotte Stisen sagt stop. Svend Wortmann har aldrig tidligere haft part i Ambu-revyen, men det er sandt for dyden ikke en novice inden for underholdningsindustrien revy-direktør Ejvind Jacobsen og kompagni har hyret til opgaven, hvor et stort tak bærer lønnen i sig selv. Svend Wortmann har faktisk spillet revy sin han var 15-16 år. Det har han gjort på hjemstavnen i Sønderjylland, og det har han gjort i forbindelse med diverse turneforestillinger - revyer, cabareter og hvad den slags nu hedder. I Hobro var han for et par år siden manden bag opsætningen af Gustav Winckler cabareten i Det Røde Pakhus, En dundrende succes, som holdet bag faktisk sagtens kunne have rejst land og rige rundt med. Gøg og Gokke tricks Men for Sven Wortmann hedder udfordringen nu Ambu-revyen, og på tærsklen til sommerferien er viceinspektøren på Sortebakkeskolen i Nørager så småt ved at geare op til løjerne på scenen i Hobro til september. Recepten er klar. - Det skal være underholdende og det skal være sjovt. Der må gerne være en bid lagkagerevy i gængs forstand, musikken skal vægtes langt mere end tidligere, og så sværmer jeg for krydderier i form af Gøg & Gokke tricks, fortæller Sven Wortmann. Det sidste uddyber han således: - Man starter et eller andet sted i historien, glemmer alt om det, kører videre med forestillingen - for derefter som en boomerang at vende tilbage til udgangspunktet. - Det plejer at virker, konstaterer revy-direktøren. Han har altid holdt meget af at synge, er aktiv i kor og går naturligvis også forrest på Ambu-scenen. Med sig har han et antalmæssigt beskedent hold i form af tilbagevendte Carsten Bredahl, debutanten fra i fjor Mette Mollerup samt Anne Mette Lakmann, der har været med i flere år. Dertil så dansepigerne med Marianne Bredahl som scenograf. Det musikalske ansvar er placeret hos Rikke Kamedula, som i det civile er musiklærer på Hobro Musikskole. Hun har som revyens kapelmester til lejligheden samlet et seks mands orkester med både en rytme- og blæsersektion. Det er et signal om, at revyen altså tager musikken ganske alvorligt. Tekstforfattere er det team, der har skrevet i de senere år, og i følge Svend Wortmann er der masse af godt materiale at arbejde videre med. - Revyen skal være pågående, publikum skal prikkes og udfordres, og med den store skovl vil jeg gerne have det hele ud over scenekanten, forklarer Svend Wortmann. Selv om der er meget nyt, kommer revyen i hvert fald på et punkt ikke til at adskille sig fra tidligere. Som altid er der valgt en underfundig titel. I år hedder revyen H.C. Hvem?