Ambulancefly i hele verden dirigeres fra København

København 4. september 2007 06:00

International sygdom og ulykke ekspederes via København. Det er International Health Insurance Danmark (IHI), der har overtaget privatkunder fra et af verdens største forsikringsselskaber, British United Provident Association (BUPA). Opkald fra tusinder af private rejse- og sundhedsforsikrede i hele verden skal nu gennem kontoret i København. På mere end 20 forskellige sprog rådgives forsikrede fra hele verden. Når der er store krisesituationer ude i verden, skal assistancecentret nemlig stå klar til at håndtere ekstra travlhed. Det er en meget omfattende international opgave, som nu skal styres fra København, og administrerende direktør John Stubbington fra BUPA siger, at IHI har mange års erfaring med global assistance, så der er gode grunde til, at BUPA har valgt at lægge opgaven her. - IHI hører simpelthen til i verdenseliten, når det gælder om at assistere syge eller sårede mennesker rundt omkring i verden, siger direktøren og påpeger, at eksempelvis lægestaben består af erfarne eksperter inden for mange relevante områder som tropesygdomme eller telemedicin. I 2005 blev de 450 medarbejdere i IHI en del af BUPA, der globalt har 40.000 ansatte, og John Stubbington fra BUPA blev sat til at lede opbygningen. I mere end 30 år har IHI forsikret danskere og andre nationaliteter i deres hjemland, på rejse og under ophold i hele verden. IHI yder service til flere end 270.000 kunder såvel privatpersoner som virksomheder - i flere end 190 lande./ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...