Amerika bag tremmer

Fængselsvæsenet er blandt USAs store vækstindustrier, efter at amerikanerne i 1970erne, 80erne og 90erne forkastede, hvad de nu ser som den håbløst blødsødne europæiske måde at drive kriminalforsorg på

Fængslet i Avenal et par hundrede kilometer nord for Los Angeles er et typisk californisk statsfængsel. Fængselsbarakkerne er så overbelagte, at fængslets seks gymnastiksale er inddraget som sovesale. Vagter overvåger salene fra platforme som auktionariusser hævet over larmen fra snakkende og kortspillende fanger og et højrøstet TV. Fanger sidder på toilettet og træder ud af brusebadet i fuld synlighed for alle. Avenal-fængslet er bygget til 2.300 fanger, men huser næsten tre gange så mange. Overbelægningen er typisk for det meste af fængselssystemet i Californien og de fleste andre amerikanske stater. I to årtier har amerikanerne bygget fængsler i et rasende tempo, men ikke hurtigt nok til at følge med den endnu mere rasende tilstrømning af nye fanger. Fængselsvæsenet er blandt USAs store vækstindustrier, efter at amerikanerne i 1970erne, 80erne og 90erne forkastede, hvad de nu ser som den håbløst blødsødne europæiske måde at drive kriminalforsorg på. "Tough on Crime", det seneste halve århundredes mest brugte politiske slagord i USA om en hård linie mod kriminaliteten, er i det seneste halvandet årti blevet suppleret med to ligeså hårdtslående begreber: "Zero tolerance", nul tolerance, og "Three Strikes and you're out", et baseball-udtryk, som i det store politiske og juridiske amerikanske spil betyder, at hammeren for alvor falder på vaneforbryderen, der bliver dømt for tredie gang i sit liv. Ideen med alle de skrappe slagord og det hastige byggeri er at få forbryderne fjernet fra gaderne og afsondret fra samfundet, så de ikke længere kan bidrage til den almindelige utryghed og det daglige blodbad på aftenens lokale TV-nyheder. I Californien har det medført, at titusinder af narkomisbrugere, små og store voldsforbrydere, svindlere og indbrudstyve er idømt langvarige fængselsstraffe. Fanget i nettet er ikke bare hårdkogte vaneforbrydere, men også mange små fisk, såsom den to gange tidligere dømte tyv, der blev idømt 25 år til livsvarigt fængsel for at stjæle et stykke pizza, og en anden, der afsoner samme straf for tyveri af videobånd for 1500 kr. i et supermarked. Overflod af fanger Tværs over Amerika er fængslerne ved at revne af overfloden af fanger. Sine steder bygges fængsler på størrelse med en lille dansk provinsby. Ialt huser amerikanske fængsler flere end to millioner dømte. Amerikanerne, der synger i nationalsangen med hånden på hjertet om "de fries land", har fem procent af verdens befolkning men en fjerdedel af verdens fængselsfanger. I Skandinavien sidder godt 50 ud af hver 100.000 i fængsel. I USA sidder godt 700 ud af hver 100.000 i fængsel. I de seneste år har USA passeret Rusland som verdens største fængselssamfund trods stolte russiske førertraditioner, som går tilbage til Josef Stalins rædselsregime. Og lytter man til de amerikanske politikere, som lovpriser den hårde linie, når de taler om det seneste årtis nedadgående kriminalitets-statistikker, så er det ikke så sært, at "tough on crime", nul tolerance- og three strikes-begreberne i de senere år har vundet indpas i Storbritannien og andre lande, og nu også er på vej til Danmark. Der er bare den hage ved det, at kriminaliteten også er styrtdykket i lande, der ikke går ind for den hårde linie. De fleste kriminologer og sociologer hævder hårdnakket, at den økonomiske og befolkningsmæssige udvikling har langt større indflydelse på udviklingen end fængselsforsorgens hårdhed. Men blandt dem, der giver den hårde linie æren, er forklaringen såre simpel: "Hårdere straffe afskrækker folk fra at begå forbrydelser og holder forbryderne bag lås og slå, så de ikke kan begå nye forbrydelser. Fængslerne blev fyldt op, og forbrydelsernes antal gik ned. Kan det siges mere klart?" Det er en forklaring, som er let at forstå, især når den almindelige utryghed fra de bloddryppende TV-nyheder er øget efter 11. september terroren og af ophidsede debatter om indvandrere og andre syndebukke for økonomisk usikre tider. Men, som det er begyndt at gå op for amerikanerne, så er der en høj pris at betale for den hårde linie i penge såvel som andre samfundsomkostninger. Få spørgsmålstegn Så sent som i 1950erne var USAs rets- og fængselsvæsen på mange måder ligesom det europæiske. Få stillede spørgsmålstegn ved, at det gjaldt om at få forbryderne rehabiliteret, og fængselsbefolkningen var af samme relative omfang som resten af den vestlige verdens. I 1964 gjorde den konservative republikanske præsidentkandidat, Barry Goldwater, indtryk som den første, der slog sig op på den hårde linie. Han tabte til demokraten, Lyndon Johnson, men Goldwaters "tough on crime"-holdning satte sig varige spor. Den gav gevinst for Goldwaters partifæller Richard Nixon i 1968 og 1972 og Ronald Reagan i 1980 og 1984. Og den blev afgørende i 1988, da George Bush, Sr. besejrede demokraten Michael Dukakis, ved at give Dukakis skylden for en voldtægt begået af en prøveløsladt fange, Willie Horton, mens Dukakis var guvernør i Hortons hjemstat, Massachusetts. Den effektive udnyttelse af kriminalitets-temaet fik demokraten, Bill Clinton, til at spille samme spil under sin første præsidentkampagne, da han tillod henrettelsen af en morder hjemme i Arkansas, som var så mentalt tilbagestående, at han "gemte" et stykke kage fra sit sidste måltid "til senere". Efter henrettelsen sagde Clinton, at ingen længere kunne beskylde ham for at være blødsøden overfor de kriminelle. Under Clintons to præsidentperioder voksede antallet af fanger i amerikanske fængsler hurtigere end under nogen anden præsident. Den hårde linie skabte ikke bare overbelastning fængslerne, men også i retssystemet. Politikere og konservative kommentatorer tog konstant kegler, når de hævdede, at amerikanske fanger er forkælede, og fængslerne er som private klubber og feriekolonier med bedre faciliteter end de fleste lovlydige borgere har til rådighed. Uddannelse og andre rehabiliteringsprogrammer blev skåret ned. Basketball- og baseballbaner blev sløjfet. Ægtefællebesøg blev begrænset eller afskaffet. I Sydstaterne blev fortidens chain gangs af sammenlænkede fanger i fængselsuniform sine steder sat i arbejde med oprydning langs gader og veje. I Arizona fortalte Joe Arpaio, en sherif, som styrer fem fængsler, på amerikansk TV, at hans chain gangs skaber disciplin. Arpaio pralede også med, at han brugte flere pengte på at fodre sporhundene end på at bespise fangerne. Og selvom myndighederne måtte betale en erstatning på otte millioner dollars, da en af Arpaios fanger blev banket ihjel, var sheriffen lidt af en folkehelt med 85 procent tilslutning blandt vælgerne, som genvalgte ham igen og igen til sherif-hvervet. Skiftede holdning I 1950erne og 60erne var den fremherskende amerikanske holdning, at forbryderne oftest blev drevet til deres kriminelle handlinger på grund af fattigdom, racisme eller sociale faktorer, og at løsningen ligger i at bekæmpe de sociale problemer. I begyndelsen af 1970erne skiftede holdningen, så hver forbryder selv blev set som ansvarlig for sine handlinger. I 1970 mente 73 procent af amerikanerne, at rehabilitering bør være hovedformålet med et fængselsophold. I 1996 deltes den holdning kun af 26 procent. I stedet ses formålet med en fængselsstraf nu at være afstrafning, afskrækkelse, afsondring og hævn. I mange amerikanske stater er det tillige blevet gængs at stille børn helt ned i 12-årsalderen til ansvar for grove forbrydelser i de voksnes retssystem. Nul-tolerance begrebet blev første gang praktiseret i stor stil i New York, hvor store styrker af politi slog til mod småforseelser og tegn på forfald i gaderne. Teorien bag begrebet er, at affald, knuste ruder, graffiti og tomme boliger nedbryder både den fysiske og sociale orden og giver grobund for de mere alvorlige forbrydelser. Ordenen opretholdes derfor ved at gribe ind mod småforseelserne med samme energi, som bruges i bekæmpelsen af alvorligere forbrydelser. Mellem 1993 og 1997 faldt antallet af alvorlige forbrydelser i New York med 39 procent. Mordantallet faldt med 49 procent. Lignende resultater efter brug af nul-tolerance metoden er opnået andre steder i USA og Storbritannien. I Californien har der været fald i kriminaliteten, siden den barske three strikes and you're out-lov trådte i kraft, og 35 andre amerikanske stater har gennemført lignende love, dog med den forskel, at de lange fængselsstraffe kun gælder vaneforbrydelser af grov karakter. Men omfattende analyser af væksten i fængselsvæsenet og faldet i kriminaliteten offentliggjort i 2001 sluttede, at kun 10-25 procent af faldet i kriminaliteten kan tilskrives de bugnende fængsler og de hårde straffe. Blandt de andre grunde er, at store årgange af unge i den mest aktive kriminelle alder er afløst af mindre årgange, at forbruget af den stærke crack-kokain, som for 15 år siden var årsag til en stor del af den amerikanske voldskriminalitet, nu er afløst af andre stoffer, og at kriminaliteten måtte forventes at dale under Clinton-årenes store økonomiske vækst. Desuden har talrige andre lande, som ikke har brugt de hårdhændede amerikanske metoder, set lignende fald i kriminaliteten. Det gælder eksempelvis USAs naboer i Canada, såvel som en række af de europæiske lande. USAs kriminalitet er imidlertid i stigning igen under den økonomiske afmatning og efter 11. september-angrebene. Samtidig har de amerikanske statsmyndigheder måttet konstatere, at fængsler er dyre at bygge og dyre at drive. Prisen for et godt fængsel med masser af beton, små enkelt- eller dobbeltceller, moderne overvågningsmetoder og fastnaglet møblement koster omkring 600.000 kr. pr celle. De årlige driftsomkostninger anslås til et sted mellem 150.000 og 200.000 kr. pr fange. Den slags løber op, når man som Texas har bygget flere end 100 fængsler i de seneste 20 år. I 1980 brugte de 50 amerikanske stater 25 mia. kr. på deres fængsler. I 2000 var de samlede omkostninger til fængselsvæsenet 250 mia. kr. – den hurtigst voksende post på budgetterne. Disse tal medregner ikke de menneskelige omkostninger, når familier brydes og potentielt produktive folk straffes med lange fængselsophold i stedet for at blive rehabiliteret. Den bratte stigning i fængselsomkostningerne er blandt andet sket på bekostning af uddannelsesbudgetterne og sociale programmer, som ifølge kritiske kriminologer kunne forebygge kriminaliteten for en brøkdel af den pris, det koster at opbevare de dømte skarer i de kostbare og barske fængsler. Budgetproblemerne, som er blevet akutte i Bush-årene, har på det seneste tvunget halvdelen af staterne til at lempe på strafferammerne og nedsætte kravene om fængselstraffe for små narkoforseelser. Men hvis justitsminister John Ashcroft får sin vilje bliver der blot tale om en kort pause. Hvis prognoserne fra hans ministerium holder, er de gyldne tider for det amerikanske fængselsvæsen først lige er begyndt.