Amerika bygger flere værelser og større sal

Nogle dage lyser den røde lampe, så Hobros nye hotel er allerede i gang med at udvide

HOBRO:Et par rejsemontører, en håndfuld gæster fra en af byens virksomheder, en mindre konference og et sølvbryllupsgilde. Så er rammerne fyldte i Hotel Amerika, og personalet må tænde den røde lampe. Faktisk sker det op til et par gange om ugen, og det er rigtig træls, siger installatør Ove Rasmussen, Skovsgård, der sammen med sønnen Jens står bag Hotel Amerika A/S. Ønsket om at undgå pladsmangel er årsagen til, at håndværkerne for tiden roder omkring det tidligere blindeferiehjem i Hobro Østerskov. Hotel Amerika udvider med omkring 1000 kvadrater fordelt på fire etager Her skal først og fremmest være otte værelser, flere mødelokaler og mere plads til fest og gilder. En festsal udvides og får plads til 180-200 gæster mod de 120, som den nuværende gildesal kan rumme. - Med den størrelse kan vi tage imod selskaber, der er for store til et forsamlingshus, men for små til en idrætshal, forklarer Jens Rasmussen. Byggeriet er et fingerpeg om, at en årelang sukken efter et hotel i Hobro havde rod i et virkeligt behov. Da Hotel Amerika åbnede i sommeren 2003 og kørte på fuld blus fra januar i fjor, var det ikke mindst et ønske fra erhvervslivet, som blev indfriet. Kunder fra erhvervsliv Hver eneste måned er belægningsprocenten steget og steget. I februar forventer hotellet at ligge over 50 procent. - 90 procent af gæsterne er i byen i forbindelse med besøg på lokale virksomheder. Så byens erhvervsliv er vores vigtigste kunde, forklarer Jens Rasmussen. Men denne gruppe bor mest på hotellet mandag til torsdag. I weekenden er der rigeligt stille. - Derfor satser vi i weekenden på selskaber og fester. Vi har også haft kontakt til foreskellige bureauer, der booker weekendophold. Men der siger vi nej. De priser, man skal ned på, kan og vil vi ikke være med til, siger Jens Rasmussen. Det koster 975 kroner for et dobbeltværelse på Hotel Amerika, og det er under gennemsnittet for et hotel med fire stjerner, forsikrer receptionsleder Veronica Holt. Den igangværende tilbygning kan løbe op i seks-syv millioner kroner. Men Jens og Ove Rasmussen har egne håndværkere og kan gøre det billigere, end hvis fremmede entreprenører skulle på banen. - Derfor kan vi bygge i høj kvalitet, uden at det koster ekstra for kunderne. Og tingene skal være i orden. Det er kvalitet, gæsterne vil have, understreger Jens Rasmussen. Udsigt og boblebad Hotel på højt niveau vil blandt andre gæsterne i en ny, stor brudesuite opleve. Her er sauna og boblebad, og værelset får flot udsigt ud over hotellets park. En ny festsal på anden etage bliver også med panoramudsigt til bøgetræer og plæne, og midt i gangen skal vandet plaske i et springvand. Tilbygningen skal stå klar senest til august, for da er det første bryllupsselskab booket. Byggeriet er en udfordring for murerne, som skal tænke mindre på rette vinkler og mere på fornemme buer, når de sætter sten op. Den teknik må de også benytte i bunden af tilbygningen, hvor hotellet får en ny vinkælder. Buerne giver rummet en duft af vinslot, og det er stort nok til at huse mindre selskaber. - Her skal vi holde vinsmagninger, ølsmagninger og whiskysmagninger, bebuder Jens Rasmussen.