Amerikaner dræbt i Saudi-Arabien - politi finder bilbombe

RIYADH:En amerikaner blev lørdag skudt og dræbt i Saudi-Arabiens hovedstad, Riyadh. Det rapporterede det officielle nyhedsbureau SPA. Samtidig oplyste saudiarabisk sikkerhedspoliti, at det har fundet en bil, som er fyldt med sprængstof, rapporterede den arabiske satellit-tv-station al-Arabiya. Bilen befandt sig i det nordlige Riyadh og ikke langt fra et islamisk universitet. - En amerikansk statsborger blev skudt og dræbt i al-Malaz-distriktet, sagde politichefen i Riyadh, som SPA citerede. Øjenvidner på stedet sagde, at amerikaneren formentlig arbejdede for et elektronikfirma, som var med i et olieprojekt. En lokal politibetjent sagde, at amerikaneren blev beskudt af to gerningsmænd i en bil, da han i sin egen bil var ved at køre ind i garagen ved sit hjem. Tirsdag blev en amerikaner, der er på kontrakt hos det saudiarabiske militær, dræbt ved dagslys i sit hjem i Riyadh. I alt seks vesterlændinge er blevet udsat for angreb i Saudi-Arabien i de seneste fem uger. Episoderne har øget frygten blandt titusinder af udlændinge for deres personlige sikkerhed i landet, som er verdens førende olieeksportør. /ritzau/AFP