Fodbold

Amerikaner træner med i AaB

18-årige Jason Romero får en uge til at vise sig frem i superligaklubben

Jason Romero - nyt amerikansk islæt i AaB. Foto: Claus Jensen

Jason Romero - nyt amerikansk islæt i AaB. Foto: Claus Jensen

AALBORG:Der var et nyt ansigt i AaB-truppen, der tirsdag trænede på NORDJYSKE Arena forud for torsdagens superligakamp i Horsens.

Den 18-årige amerikanske ungdomslandsholdsspiller Jason Romero får de næste syv dage til at vise sig frem, og angriberen håber selv, at han kan overbevise aalborgenserne om, at han skal tilbydes en kontrakt.

- Der har været en del interesse fra mexicanske klubber, men jeg vil helst til Europa. Her er fodbolden langt mere udviklet, så jeg vil gerne gøre karriere herovre. Jeg tror også på, at jeg kan gøre mig fortjent til en kontrakt her, siger Jason Romero.

Han var allerede i Europa, så turen til Aalborg var forholdsvis kort. Jason Romero har netop været på træningslejr med det amerikanske U18-landshold, der har mødt Rumænien og Frankrig i to testkampe.

Ifølge AaB’s cheftræner Kent Nielsen skal Jason Romero skiftevis træne med superligaholdet og danmarksserieholdet, men han forventer ikke umiddelbart, at opholdet kaster en kontrakt af sig.

- Vi har sagt ja til at tage ham ind, fordi vi har fået fortalt, at han skulle være en talentfuld spiller, og nu var muligheden der.

- Men generelt skal der meget til, hvis vi skal tilbyde en ung udlænding en kontrakt. Og bedømt ud fra den første træning, så er han et stykke efter de øvrige i truppen, siger AaB-træneren.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst