USA

Amerikanere opfordres til at forlade Zimbabwe

WASHINGTON:USA advarer sine statsborgere mod at rejse til Zimbabwe som følge af fortsat politisk uro i landet. - Zimbabwe er midt i en politisk, økonomisk og humanitær krise med alvorlige følger for sikkerhedssituationen i landet, skriver det amerikanske udenrigsministerium i en meddelelse. - Alle amerikanske statsborgere i Zimbabwe opfordres til at tage passende forholdsregler, heriblandt at overveje at forlade landet, lyder det. I meddelelsen skriver udenrigsministeriet desuden, at den stigende fødevaremangel kan forværre situationen yderligere. /ritzau/AFP