EMNER

Amerikanere sagde howdi til Løgstør

LØGSTØR:Der er blevet talt ”a hole lot of” engelsk i Løgstør Kommune de seneste dage, hvor en lille gruppe amerikanere har været på besøg. De rejser gennem Rotary Internationals udvekslingsprogram kaldet Group Study Exchange (GSE), som er for erhvervsaktive mænd og kvinder fra 25 til 40 år. I alt er de i Danmark cirka fem uger, og i tre dage har Løgstør Rotary Klub været vært for dem. Søndag var en velfortjent fridag efter to uger på farten. Men mandag gik det atter løs med besøg på Vest-Wood, Løgstør Rådhus og et Rotary-møde på Løgstør Parkhotel, hvor amerikanerne præsenterede sig selv og deres hjemstat, North Carolina. På rådhuset blev holdet beværtet af borgmester Jens Lauritzen (V) og kommunaldirektør Jan Lund-Andersen, der gav et indblik i, hvordan Danmark er opdelt i kommuner, og deres opgaver med at drive skoler, plejehjem og så videre. GSE-programmet har til formål at skabe større forståelse mellem lande, og en væsentlig del heraf er det rent erhvervsmæssige, hvor deltagerne møder kolleger i det land, de gæster. Derfor var en del af dagen i går sat af til sådanne besøg. Amy Sills Jones, der arbejder med udviklingshæmmede mennesker, besøgte Limfjordsskolen. Brad Vest og Ginger Watson, der begge arbejder i administrationen på Appalachian State University, var gæster hos Ranum Socialpædagogisk Seminarium. Holdets leder, Stanley Cutts, arbejder inden for medicinalindustrien og besøgte Løgstør Apotek. Udvekslingen giver deltagerne et godt indblik i danskernes liv, idet lokale Rotary-medlemmer huser amerikanerne. De lærer, hvordan det er at være dansker ned til mindste detalje som at spise med gaflen i venstre hånd. Det er ikke sjældent, at de bliver budt på noget så mystisk som rugbrød med marinerede sild - naturligvis med snaps til.