Amerikanerne er også kritiske

USA 8. september 2002 08:00

Det er ikke svært at få en dansker til at kritisere USA ovenpå 11. september og de konsekvenser terrorangrebet fik for verden - men at få en amerikaner til det er straks sværere. Ikke desto mindre kan man vente sig en meget skarp kritik, når amerikaneren Jamie Harris fra United States Air Force Academy er blandt talerne ved et 11. september arrangement på Aalborg Universitet på onsdag - årsdagen for terrorangrebet. Ifølge Jamie Harris er præsident George Bush ude af trit med den almindelige befolkning, når han f. eks. bruger 11. september som argument for at fortsætte udbygningen af missilskjoldet, og når han og hans topfolk med westernretorik opdeler verden i "good guys" og "bad guys" via udtryk som, at hvis man ikke er med os er man imod os. - Befolkningen ved godt, at billedet ikke er helt så enkelt, siger Jamie Harris, der peger på, at folk hellere vil have diplomati end at bruge store ressourcer på et missilforsvar, der alligevel ikke er effektivt i forhold til den store trussel - terrorismen. Samtidig er behandlingen af fangerne på Guantanamo basen på Cuba begyndt at vække alvorlig bekymring i befolkningen. Så sent som i denne uge har tidligere præsident Jimmy Carter været på banen med kritik af, at de formodede terrorister stadig tilbageholdes under dårlige forhold uden mulighed for at få prøvet deres sag i det juridiske system. Ifølge Jamie Harris har befolkningen da også sværere og sværere ved at se, hvordan signalerne fra Det Hvide Hus og Bush's udtalelser om hvordan USA kæmper en god sag mod det onde, hænger sammen med at man krænker andres menneskerettigheder i jagten på formodede terrorister. De sidste meningsmålinger viser, at der er stor utryghed ved landets tilsidesættelser af internationale konventioner i den jagt. Kort sagt ønsker befolkningen ikke en cowboy som præsident, og Jamie Harris går endda så langt som til at diskutere om præsidenten er mindre begavet eller om han forventer, at befolkningen er det. Det vil vise sig ved næste valg, hvor Jamie Harris spår en ny mand på posten, blandt andet fordi præsidentens stab slet ikke har den nødvendige uddannelse til at klare konflikter af den størrelse, man her står overfor. Derfor optræder de mere klodset end handlekraftigt. Det er organisationen SPIRIT (School for Postgraduate Interdiciplinary Research on Interculturalism and Transnationality), som står bag det åbne arrangement på AAU sammen med Internationale Studier og studieprogrammer for Internationale forhold. Udover Jamie Harris vil tilhørerne bliver præsenteret for indlæg fra Uffe Østergaard fra Dansk Center for Holocaust- og Folkedrabstudier, Henrik Plaschke (institut for Historie og internationale studier) og Bent Boel fra Afdelingen for sprog og internationale studier).

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...