Amerikansk ambassade: Turister går fri af nedlukning

Danskere, der ønsker at rejse til USA, skal ikke frygte for manglende visa eller lange køer i paskontrollen.

Udland 30. september 2013 12:03 - Opdateret 30. september 2013 12:05

Amerikansk ambassade: Turister går fri af nedlukning

Der bliver arbejdet på højtryk i Washington for at nå frem til en amerikansk budgetaftale for næste år. Sker det ikke inden tirsdag, lukker dele af den statsstyrede sektor i USA ned.

En nedlukning får dog ikke betydning for danskere, der allerede opholder sig i landet eller vil rejse til USA.

Det fortæller talsmand for den amerikanske ambassade i Danmark Chris Scharf:

- Det burde ikke tage længere tid at få behandlet en visa-ansøgning. Ambassaden i Danmark forbliver åben og fortsætter sin sædvanlige arbejdsgang, selv om man ikke kommer frem til en løsning.

- Lufthavnene vil forblive åbne med alt det personale og de foranstaltninger, der normalt er i en lufthavn. Det gælder også i paskontrollen og ved tolden, siger Chris Scharf til Ritzau.

Befinder man sig allerede i USA, så vil man heller ikke opleve den store forskel, medmindre man har planlagt et besøg på nationalmuseer eller i nationalparker.

- Hvis man for eksempel befinder sig i Washington, vil man opleve, at flere museer er lukkede, for eksempel the National Gallery of Art, siger Chris Scharf.

Kongressen skal i løbet af mandagen blive enige om en midlertidig finanslov, der sikrer regeringen penge til at holde statsapparatet kørende, hvis ikke en nedlukning af de føderale myndigheder skal finde sted.

Skoler, sygehuse, politi og brandvæsen, der normalt hører under delstater eller kommuner, vil ikke blive berørt af en eventuel nedlukning.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...