Kriminalitet

Amerikansk by dedikerer et træ til danske Selmas minde

11-årige Selma blev dræbt af påvirket bilist i Charleston i USA. Nu giver byen hende et levende mindesmærke.

For tre uger siden blev 11-årige Selma fra Middelfart dræbt, da en formentlig påvirket bilist kørte op over fortovet i Charleston i den amerikanske delstat South Carolina og ramte hende.

Mandag blev den danske pige mindet ved en højtidelighed i byen, hvor blandt andre politiet og byens borgmester deltog.

Det skriver flere lokale medier.

Ved ceremonien blev der holdt taler, spillet musik, og en præst bad for familien. Desuden blev et nyplantet magnoliatræ i Cannon Park dedikeret til Selmas minde.

- Da jeg mødte familien dagen efter (ulykken, red), kunne man i deres øjne og ansigtsudtryk tydeligt se det ufattelige tab af deres elskede lille pige, sagde borgmester John Tecklenburg ifølge ABC News 4.

- Hun er en af de helt særlige, som vi ikke vil glemme, fortsatte han.

Musikeren David Higgins, der havde lejet sit hus ud til den danske familie i tre dage, spillede ved ceremonien.

- De oplevede desværre den værste side af Charleston, sagde han ifølge tv-stationen WCBD og tilføjede, at han var stolt over at deltage i højtideligheden.

- Det er sådan, vi er. Vi spreder så meget kærlighed, vi kan.

Ulykken skete 9. juli, hvor en mand i sin Nissan Pathfinder kørte op over fortovet og ramte den 11-årige pige, der var ude at gå tur med sin familie. Bilen fortsatte, indtil den kørte ind i et træ.

Den danske pige blev bragt til sygehuset og lagt i respirator. Men hendes liv stod ikke til at redde, og dagen efter afgik hun ved døden.

Bilens 30-årige fører blev anholdt, og politiet mistænkte ham for at være påvirket af alkohol eller stoffer.

Ifølge Live 5 News viser retsdokumenter, at han efter ulykken ringede til sin far, og fortalte, at han havde været høj og havde slået nogen ihjel.

Blodprøver har vist, at han ikke havde alkohol i blodet, men de har endnu ikke vist, om han havde taget stoffer.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst