Amerikansk centralbank holder renten i ro

USA's centralbank vil se yderligere fremskridt inden for beskæftigelsen og inflation inden en rentestigning.

21. september 2016 21:36 - Opdateret 21. september 2016 21:36

Den amerikanske centralbank, Federal Reserve (Fed), holder som ventet renten i ro.

Men samtidig er der signaler fra banken om, at der vil komme en rentestigning inden årets udgang.

Centralbanken peger på, at den amerikanske økonomi er forbedret, og at der har været god fremgang i beskæftigelsen i de seneste måneder.

- Argumenterne for en rentestigning er styrket, lyder det i en udtalelse fra banken efter et todages rentemøde.

Det udvalg, der skal tage stilling til en rentestigning, har besluttet sig for "på nuværende tidspunkt" ikke at gøre det. I stedet vil banken vente og se yderligere fremskridt inden for beskæftigelsen og inflation.

Flere analytikere er enige i, at der er mange argumenter imod en rentestigning.

Den økonomiske vækst har været svag, ledigheden har ligget forholdsvis konstant, og den amerikanske centralbank har misset sin målsætning om at holde inflationen på to procent.

- Både vi og de fleste andre forventede, at Fed ville holde renten uændret onsdag, skriver cheføkonom i Sydbank Jacob Graven.

- Helt som ventet indikerer Fed samtidig, at en renteforhøjelse sandsynligvis er på vej inden længe ved at sige, at argumenterne for en renteforhøjelse er blevet bedre, men at flertallet besluttede at se tiden an lidt endnu.

- At tre Fed-direktører stemte for en renteforhøjelse er stærkt usædvanligt og er et klart signal om, at en renteforhøjelse kan være tæt på. Kun tre ud af 17 Fed-direktører forventer ikke, at renten er hævet inden nytår, lyder det fra Jacob Graven.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...