Amerikansk diplomat i Kina får hjerneskade efter mystisk lyd

En amerikansk diplomat i Kina har symptomer, der ifølge Mike Pompeo svarer til skader hos ansatte i Cuba.

23. maj 2018 17:06 - Opdateret 23. maj 2018 17:45

En ansat ved det amerikanske konsulat i Guangzhou i Kina er vendt hjem til USA med en mild hjerneskade efter en oplevelse med "unormal lyd og trykbølger".


Den ansatte fik forskellige fysiske symptomer fra slutningen af 2017 til april i år. Han er vendt hjem for at blive undersøgt nærmere. Konklusionen er, at diplomaten har en mild traumatisk hjerneskade.
Den amerikanske ambassade advarer på baggrund af episoden amerikanere i Kina. Hvis man pludseligt oplever meget høje lyde eller mærker en underlig fornemmelse, skal man ikke forsøge at finde ud af, hvor det kommer fra, lyder det.
- Flyt dig i stedet væk til et sted, hvor lydene ikke er, lyder det i en mail fra ambassaden.
Ifølge den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, minder symptomerne om dem, som amerikanske diplomater tidligere har fået i Cuba.
I 2017 kom det frem, at 22 amerikanske diplomater og familiemedlemmer på mystisk vis har fået permanente høreskader eller hjerneskader under deres ophold i Cuba.
USA's undersøgte, om de var blevet angrebet med ultralydsenheder. Sagen førte til, at USA udviste en række cubanske diplomater.
USA og Kina har startet en fælles undersøgelse af episoden i Guangzhou, som amerikanerne "tager meget alvorligt", lyder det.
/ritzau/Reuters

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...