Arbejdsmarked

Amerikansk fagbevægelse er splittet

CHICAGO: Amerikansk LO står over for en dybtgående krise, efter at fire af landets største fagforbund har boykottet bevægelsens årsmøde. Deres beslutning ses som et første skridt til en udmeldelse. De oprørske forbund, heriblandt transportarbejdernes Teamsters og servicesektorens SEIU, repræsenterer over en tredjedel af amerikansk LO's 13 millioner medlemmer, og de bidrager med cirka en tredjedel af den samlede kontingentindbetaling på 35 millioner dollar (216 millioner kroner). Fagforbundene er utilfredse med LO-formand John Sweeneys kurs, som efter deres opfattelse er for passiv og ineffektiv i lyset af den økonomiske globalisering. /ritzau/