Bortførelser

Amerikansk gidsel slap fri fra milits

Bagdad: Et amerikansk gidsel er sluppet fri fra en milits i Irak efter ni måneder i fangenskab. Militsen valgte selv at sætte amerikaneren, der er tidligere soldat, fri lørdag. Amerikaneren Randy Michael Hultz blev overgivet til FN-missionen i Bagdad, der sørgede for, at han blev bragt videre til den amerikanske ambassade i landet. Hultz siger i en kortfattet bemærkning, at han blev udsendt til Irak i 2003, hvor han i første omgang tjente som soldat i 15 måneder. Han blev i landet, i hvad han kalder en "civil kapacitet", indtil juni 2011, hvor han blev taget som gidsel af en fraktion af militsen Yom al-Maoud, der er tilhængere af den shiamuslimske leder af Mahdi-militsen, Moqtada al-Sadr. - Jeg blev taget til fange i Bagdad og er blevet holdt fanget i og omkring forskellige områder i byen af al-Maoud. Det blev forklaret for mig, at min løsladelse skyldes humanitære årsager, og at der ikke har været nogen udveksling, siger han. En talsmand for al-Sadrs styrker siger, at frigivelsen skete på efter "instrukser fra Moqtada al-Sadr": - Som en gave til soldatens familie og til hans folk og efter islams korrekte anvisning, lyder det fra talsmand Maha al-Douri. Selv om USA har trukket sig ud af Irak militært, var der sidste år stadig omkring 2000 diplomater og omkring 14.000 civile amerikanere til stede i landet. Den amerikanske ambassade oplyser, at tallet er faldende. Moqtada al-Sadr blev af det amerikanske forsvarsministerium Pentagon i 2006 anset for at være den største trussel mod stabiliteten i Irak. I august 2008 besluttede han dog at afbryde Mahdi-militsens aktiviteter efter irakiske og amerikanske angreb på militsens tilholdssteder. Militsen havde på det tidspunkt flere tusinde medlemmer. Millioner af irakiske shiamuslimer ser ham dog stadig som en stor religiøs leder. /ritzau/Reuters