Amerikansk løber taget for cannabis er endegyldigt ude af OL

Der var stadig håb for Sha'Carri Richardson i disciplinen 4 x 100 meter stafetløb ved OL. Men ikke længere.

Håbet om at komme til OL i Tokyo denne sommer er nu endeligt slukket for den 21-årige Sha'Carri Richardson. (Arkivfoto)

Håbet om at komme til OL i Tokyo denne sommer er nu endeligt slukket for den 21-årige Sha'Carri Richardson. (Arkivfoto)

LOS ANGELES: Den amerikanske topsprinter Sha'Carri Richardson kommer ikke til at deltage i OL i Tokyo denne sommer.

Det står klart, efter at hun er blevet udeladt af kvindernes 4 x 100 meter stafetløb.

Det bekræfter det amerikanske atletikforbund (USATF) tirsdag.

Sha'Carri Richardson var blandt favoritterne på kvindernes 100 meter ved OL i Tokyo, men for nylig blev hun suspenderet fra den disciplin, efter at hun under det amerikanske OL-udtagelsesstævne i juni afleverede en dopingprøve med spor af cannabis.

Den 21-årige hurtigløber var dog stadig i spil til kvindernes 4 x 100 meter stafetløb, såfremt hun blev udtaget og godkendt af USA's olympiske komité.

Men det håb er altså blevet endeligt slukket tirsdag.

- Vi føler en enorm sympati over for Sha'Carri Richardsons formildende omstændigheder og roser hendes ansvarlighed, og vi vil fortsat støtte hende både på og uden for banen, udtaler USATF i en erklæring.

I et interview med NBC i sidste uge fortalte Richardson, at hun havde brugt cannabis, fordi hun var i sorg efter sin mors død.

Moren døde en uge inden Richardsons OL-udtagelsesstævne.

I kølvandet på dopingprøven accepterede Richardson en karantæne på en måned fra 28. juni.

Karantænen i sig selv forhindrer ikke hendes deltagelse i 100-meterløbet i Tokyo, da de indledende heats først løbes fra 30. juli. Til gengæld er hendes resultater fra OL-udtagelsesstævnet i juni blevet slettet, og derfor er hun ikke kvalificeret.

- Mens vores dybfølte forståelse er med Sha'Carri, så er vi nødt til at være retfærdige over alle de andre atleter, som forsøgte at realisere deres drømme ved at sikre sig en plads på USA's olympiske atletikhold, udtaler USATF.

Cannabis betragtes ikke som decideret præstationsfremmende. Men stoffet er på den forbudte liste, hvis det bruges i forbindelse med konkurrencer.

/ritzau/Reuters

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.