Amerikansk o.k. til Mærsk

KØBENHAVN:A.P. Møller-Mærsks overtagelse af det hollandske containerrederi Royal P&O Nedlloyd er nu endeligt godkendt af konkurrencemyndighederne. EU-Kommissionen godkendte fredag fusionen på visse betingelser, og i går morges (dansk tid) stod det klart, at de amerikanske konkurrencemyndigheder ikke har gjort indsigelse mod fusionen, der vil skabe et kæmpestort containerrederi med en markedsandel på 17 procent af verdensmarkedet. Dermed er det nu op til Royal P&O Nedlloyds aktionærer, om handlen skal blive til noget. A.P. Møller-Mærsk har tilbudt at købe deres aktier for over 17 milliarder kroner. Tilbuddet er betinget af konkurrencemyndighedernes godkendelse og af, at A.P. Møller-Mærsk får mulighed for at købe mindst 70 procent af aktiekapitalen. /ritzau/