Udland

Amerikansk politi skyder mand efter drab på tre betjente

Politiet mener, at politiskyder i Louisiana handlede alene og måske gik målrettet efter politiet.

U.S. President Barack Obama walks from the lectern after making a statement on the shooting of police officers in Baton Rouge, Louisiana, from the White House in Washington, Barack Obama Foto: Reuters/Joshua Roberts

U.S. President Barack Obama walks from the lectern after making a statement on the shooting of police officers in Baton Rouge, Louisiana, from the White House in Washington, Barack Obama Foto: Reuters/Joshua Roberts

Et skyderi i den amerikanske by Baton Rouge, hvor tre betjente søndag blev dræbt og tre andre såret, er sent søndag dansk tid overstået. Gerningsmanden blev skudt på stedet.

Det fortæller flere ledende politifolk og delstaten Louisianas guvernør på et pressemøde.

- Det er vores vurdering, at den person, som skød og dræbte vore betjente, er den, der er blevet dræbt, siger politiinspektør i Louisiana, Mike Edmonson.

Han fortæller, at man følger flere spor i efterforskningen.

Hele episoden varede syv-otte minutter fra klokken 8.40 søndag morgen lokal tid. Det fremgår af Edmonsons indledende bemærkninger om skyderiet.

Gerningsmanden var klædt helt i sort. Han var bevæbnet med et gevær.

- Volden og hadet må simpelthen stoppe nu.

- Vi vil ikke tolerere mere had og vold, siger Louisianas guvernør, John Bel Edwards.

Hverken politiet eller guvernøren ville svare på spørgsmål søndag. De holder et nyt pressemøde mandag klokken 13 lokal tid.

Den formodede gerningsmand er blevet identificeret af amerikanske myndigheder, og det tyder på, at det er en mand fra Kansas City i delstaten Missouri.

Myndighederne regner med, at manden har handlet alene, men de efterforsker stadig, om han har haft medsammensvorne.

Efterforskerne mistænker ifølge Reuters manden for at have ringet til alarmcentralen ved at taste 911 for at lokke politimænd ud til det sted, hvor han sad klar.

Det står dog ikke klart, om der faktisk har været tale om et målrettet angreb på politiet, eller om der har været tale om en situation, der har udviklet sig ud fra et reelt alarmkald.

Det er dermed stadig uklart, om skyderierne kan kædes sammen med andre politidrab, der på det seneste har ramt USA. Tidligere på måneden blev fem politibetjente dræbt i Dallas, og mindre end en uge efter blev to retsbetjente dræbt i Michigan.

Racedebatten i USA har fået ny næring efter nylige politidrab på sorte amerikanere i Baton Rouge og Minnesota.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst