Amerikansk Samling vises på Louisiana

Hjørring sagde nej, men Humlebæk siger ja

HJØRRING:I det nye år kan hjørringensere og andre kunstinteresserede få den store amerikanske kunstsamling at se, som Hjørring Byråd i 1994 inddirekte bestemte sig for ikke at modtage. Kunstmuseet Louisiana i Humlebæk viser samlingen fra 10. oktober 2003 til 18. januar 2004. Samlingen er en arv fra dansk-amerikaneren Niels Wessel Bagge, som døde i 1990. Samlingen ejes af Niels Wessel Bagge Art Foundation, som i begyndelsen af 90'erne - takket være Hjørrings tidligere erhvervschef J.J. Bolvig - besluttede at deponere samlingen på Hjørring Kunstmuseum, som siden har skiftet navn til Vendsyssel Kunstmuseum. Kun ganske, ganske få hjørringensere har hidtil set den store samling, som indeholder flere hundrede kunstværker indenfor moderne kunst samt en række præcolumbianske krukker. Hjørring Byråd forkastede i 1994 den lokalplan, der skulle have muliggjort den udvidelse af kunstmuseet i Brinch Seidelinsgade, og dermed gik fonden i gang med at finde andre kunstmuseer, som gerne ville modtage samlingen. Den store samling blev i 2000-2001 fordelt til Louisiana, Aarhus Kunstmuseum, Keramikmuseet Grimmerhus, Søllerød Museum og Det kongelige Bibliotek. Kunsthistoriker Hanne Pedersen, som indtil 1992 var museumsinspektør på kunstmuseet i Hjørring, har forsket i og registreret Bagge-samlingen.

Forsiden