Amerikansk soldat blev mishandlet på Guantanamo

Los Angeles, onsdag /ritzau/ Amerikansk soldat blev gennembanket af sine medfangevogtere på Guantanamobasen, fordi de troede, at han var en af fangerne. I dag er han 100 procent invalid. En amerikansk soldat blev i januar 2003 mishandlet på den amerikanske Guantanamo-base i Cuba af andre amerikanske soldater, der troede, at han var en af fangerne, skriver avisen Los Angeles Times onsdag. Mishandlingen førte til, at soldaten i dag er uarbejdsdygtig og ikke længere gør tjeneste ved USA's væbnede styrker. Det var et udtalt ønske om at tjene sit land, der i kølvandet på terrorangrebene mod USA den 11. september 2001 fik den 37-årige Golfkrigsveteran Sean Baker til at melde sig til nationalgarden i Kentucky. I skuffelse over, at garden ikke blev aktiveret, meldte han sig senere frivilligt til en enhed, der gør tjeneste på Guantanamo-basen. Som militærpolitibetjent bevogtede han dér fanger, som mistænkes at være medlemmer af enten Taliban-militsen eller terrornetværket al-Qaeda. Det blev der sat en stopper for den 24. januar 2003, da Baker blev gennembanket og var tæt ved at blive kvalt af sine medfangevogtere, skriver Los Angeles Times. Baker fortæller, at han havde meldt sig frivilligt til en træningseksercits, hvor han skulle trække i en orange fangedragt og udgive sig for at være en usamarbejdsvillig fange. Men de fem MP'er, der blev sendt ind til ham i cellen, fik ikke besked på, at der var tale om en øvelse. Ifølge Bakers advokat fik MP'erne at vide, at Baker var en urolig fange, der havde overfaldet en sergent. Baker siger, at fire af de fem MP'er kastede ham i gulvet og mindst tre gange slog hans hoved mod gulvet. Og de forsøgte at kværke ham. Ifølge Baker fik han gispende udtalt kodeordet "rød" og fremstammet, "jeg er en amerikansk soldat, jeg er en amerikansk soldat". Men det fik ikke MP'erne til at holde op med at banke ham, før fangedragten gled af ham og afslørede militæruniformen indenfor. Først da standsede mishandlingen. - Det, der skete mig, er noget, der aldrig burde ske for en amerikansk soldat. Jeg beder til, at det aldrig vil ske igen, skriver Baker i en e-mailkorrespondence med Los Angeles Times. Baker befinder sig i dag på et ikke nærmere angivet sted, hvor han tager ni forskellige slags piller om dagen mod de anfald, han siger, er et resultat af den hjerneskade, han blev pådraget ved mishandlingen på Guantanamo-basen. Til at begynde med sagde det amerikanske militær, at Bakers lægeordinerede pension fra militæret intet havde med mishandlingen at gøre, men efter at hans sag har været oppe i de amerikanske medier, lod det amerikanske militær i sidste uge forstå, at han var blevet hjemsendt delvist på grund af det, der skete i cellen den 24. januar i fjor. Baker har endnu ikke modtaget erstatning for at være blevet gjort uarbejdsdygtig, men efter at sagen har været offentligt fremme, har militæret nu meddelt, at han vil få en månedlig udbetaling svarende til, at han er blevet erklæret 100 procent invalid. Til Los Angeles Times skriver Baker: - Jeg bryder mig ikke om at tale om det, der skete mig på Guantanamo. I mit hjerte er jeg stadig en soldat. Jeg er stolt over at have tjent mit land. /ritzau/