Amerikansk soldat fundet skyldi i at mishandle fanger i Irak

Fort Hood, lørdag /ritzau/dpa Charles Graner, bandeleder for tortur mod irakiske fanger, dømt skyldig i Texas, og militær domstol overvejer nu straf. Den amerikanske underofficer Charles Graner blev sent fredag ved en militærdomstol i Texas kendt skyldig i at have stået bag mishandling af irakiske fanger i Abu Ghraib fængslet, og domsmænd ville senere lørdag tage stilling til straffen. Han risikerer op til 15 års fængsel. Skyldkendelsen faldt på den amerikanske militærbase Fort Hood i Texas og blev afsagt af militære domsmænd. Den 36-årige Graner har været fremstillet som hovedmanden bag den grove mishandling af irakiske fanger, der blev kendt i april sidste år, da der dukkede billeder op taget af soldaterne selv i de amerikanske medier. Han var anklaget for konspiration, mishandling, grov vold, tjenesteforsømmelse og anstødelig optræden. Anklagen om grov vold blev ved skyldafgørelsen reduceret til en mindre forseelse, så strafferammen i stedet for 17 et halvt år i fængsel nedsættes til 15. Domsmændene samles lørdag for at gennemfør den sidste høringsfase inden straffen udmåles. Graners mor rettede en følelsesladet appel til de militære domsmænd, inden de erklærede ham skyldig. - Han er ikke det monster, som han er blevet fremstillet som, sagde hun. Graner har sagt, at han ønsker at få ordet, inden de 10 domsmænd afgør, hvilken straf han skal have. Graners forsvarere krævede under retssagen, at han blev frikendt, da han blot havde fulgt ordrer fra officerer, der havde bedt Graner om at blødgøre fangerne til senere forhør. Endnu er ikke en eneste amerikansk officer blevet stillet til ansvar for torturen. Den højestrangerende tiltalte er en sergent, Ivan Frederick, der sidste år erkendte sig skyldig i at have mishandlet fangerne. Han fik otte års fængsel. Tre andre soldater slap med straffe, der rakte fra udstødelse af hæren til et års fængsel. Anklagerne på den anden side sagde, at Graner udførte mishandlingen for sjov, og at han arbejdede på egen hånd. Sagen mod Graner i Fort Hood, Texas, var den første af syv sager mod underordnede soldater. Skandalen begyndte at rulle i april 2004, da billeder af mishandlingen blev lækket til offentligheden. Den viste billeder af nøgne fanger, der var stablet oven på hinanden, en fange med hætte over hovedet og el-ledninger til kroppen, masturberende fanger, fanger der blev slået og tvunget til at kravle langs jorden. Skandalens omfang voksede i styrke og medførte rasende reaktioner i alle dele af verden. Sagen underminerede USA's troværdighed i den muslimske verden, og mange irakere spurgte sig selv efterfølgende, om det så ikke var bedre under diktatoren Saddam Hussein. USA's præsident, George W. Bush, måtte offentligt undskylde for behandlingen af de irakiske fanger i amerikansk varetægt. Men både Bush og forsvarsminister Donald Rumsfeld har meddelt, at mishandlingen udelukkende blev udført af lavere rangerende soldater, og at mishandlingen ikke var omfattende. Menneskerettighedsorganisationer mener, at højtstående officerer bør retsforfølges for enten at have beordret eller stiltiende accepteret behandlingen af fangerne. /ritzau/dpa