EMNER

Amerikansk svaghed og ECB

I den forløbne uge fortsatte temaet ”stagflation” med at præge markedet – dog med ekstra vægt på ”(in)flations-delen” og et markant pres opad på renterne. Som vi skrev i sidste uge, er de korte et-to-årige renter på baggrund af stigende inflationsfrygt nu på det højeste niveau siden årtusindeskiftet, og det er svært at få øje på det, der skal få fokus væk herfra på den korte bane. I denne uge vil markedet have nok at se til med meget vigtige amerikanske tal – herunder aktivitetsindikator (”ISM”) og beskæftigelsesrapport (”non-farm-payroll”). Hertil kommer rentemøde i ECB som imødeses med den største spænding i en del måneder. Vi forventer uforandrede renter på mødet – men det bliver unægteligt spændende at høre hvordan den rentebestemmende komite vægter vækst og inflationsudsigter op imod hinanden. Nøgletal fra USA Ugen byder som sagt på to af de vigtigste amerikanske nøgletal, der hhv. starter og afslutter ugen. Mandag byder på ISM aktivitetsindikator, der viser fremgang, når den måles over værdien 50 og tilbagegang under. Tallet har ligget lige under 50 igennem de seneste 3 måneder og signalerer dermed tilbagegang. Med en værdi på 48,6 er det dog kun en marginal tilbagegang og målt på historiske data, skal den noget længere ned (under 46) før USA har været i recession. Det kommer den nok ikke denne gang, da nogle af de regionale målinger faktisk har vist en lille forbedring – men vi er ret sikre på, at værdien vil falde over de kommende måneder. Det er uden tvivl et af de vigtigste makroøkonomiske nøgletal overhovedet ud af USA, så hold øjne og øre åbne mandag kl. 16! Det samme kan man sige om fredag kl. 14:30, når der offentliggøres beskæftigelsesdata. Markedet hænger sig rimeligt meget i de tal, selv om de reelt er total ubrugelige! De bliver revideret både fra måned til måned og en gang om året, så det, der først viste en fremgang i beskæftigelsen meget nemt kan vise sig at have været en tilbagegang! Det ændrer dog ikke på, at tallet når det offentliggøres, kan medføre ganske betydelige udsving i markedet. I den kommende uge forventer vi et lidt dårligere ISM tal om mandagen hvilket vil trække ned i aktier og renter. Vi forventer endvidere yderligere fald i beskæftigelsen fredag, hvilket – alt andet lige – trækker i samme retning. Usikkerheden drejer sig fortsat primært om inflationsudsigterne hvor pilen fortsat peger op. Det giver samlet et billede af et (mindre) nedadgående pres på obligationer (op på renten), men et lidt større pres ned på aktier. Det vil sige, at vi forventer at markedet fortsat vil vægte stigende inflation højere end faldende vækst! ECBs hårde tone I Europa vil ECB uden tvivl trække overskrifterne torsdag (og fredag). ECB står som en lus mellem tonegle med svaghedstegn i væksten samtidig med at inflationen – ovenpå et lille fald i april – igen er på optur. Vi forventer, at inflationen kører en smule op de næste par måneder, og at ECB derfor vil fastholde den ”hårde” tone de kommende måneder. Markedet priser uforandret rente ind indtil oktober og flirter nu med en renteforhøjelse sidste på året. Der er ingen tvivl om, at det skyldes det høje inflationspres fra energi og fødevarer og risikoen for det der kaldes ”anden runde effekter”. Det vil sige, at det generelle pris- og lønpres følger med op og slår over i en negative ”løn-pris-spiral”. Vi tror – lige som markedet – på uforandrede renter på mødet torsdag, men tillægger det dog en større sandsynlighed, at presset ned på væksten og inflationen senere på året rent faktisk kan åbne op for en rentenedsættelse i starten af 2009 ... eller i hvert fald uforandrede renter.